Move For Life:

Auning på aftentur i fuldmånens skær

Af
Af John Pedersen

Endnu en gang står foreninger, institutioner, organisationer og enkeltpersoner, der bærer etiketten ildsjæl - sammen om at arrangere en event i Auning lidt ud over det sædvanlige - et familie-arrangement i fuldmånens skær.
Overskriften er “Move For Life” og er led i Kulturhovedstad Aarhus 2017.
"Lørdag 4. november tager Auning endnu et skridt - som by, indbyggere og som endnu et unikt samarbejde mellem en masse forskellige foreninger. Et skridt for livet, for udkantskommuner, for landsbyer, for sammenhold”, konstaterer Henning Millard.

Belyst Auning Kirke

Normalt kaldes det for motion, når mennesker bevæger sig alene. Nogle gange handler det også om at realisere sig selv gennem en maraton, en ironman eller det, der er værre.
Det er noget helt andet, som er i spil til “Move For Life” i Auning.
“Her handler det om oplevelsen, om fællesskabet, om at hylde fuldmånen og nyde at vi er her - lige her - i vores by, i det her liv. Lad os bevæge hinanden”, opfordrer Henning Millard, der udgør arbejdsgruppen sammen med Allan Hölchen, Anja Hedegaard, Heidi Saaby Nielsen. Heidi Bak Pedersen, Anita Henriksen, Pia Pors og Marie Fuglsang Brouer.
Fuldmåne-turen starter ved Auning Kirke kl. 19.
Kirken vil fra kl. 18.30 fremstå belyst, idet sognepræst Ulle Pedersen i samarbejde med DJ Anders Lemmer har sat lys og musik op på kirkens hvidkalkede mure.
Formand for Musikforeningen TRÅD, Heidi Bak Pedersen holder velkomsttalen og sætter de fremmødte i gang.

Aftentur i Porsbakkerne

Fuldmåneturen går igennem en oplyst kirkegård, hvor Auning Kirkekor og Norddjurskoret synger deltagerne på vej.
Herfra fortsættes med lys og farver mod Porsbakkerne og undervejs vil TRÅD og KFUM-spejderne byde ind med lyd, lys og underfundige oplevelser.
Hygge og uhygge leveres af børn fra Børnehuset Mælkevejen, elever fra Auning Skole, SFOère, kunstforeningen KS, pileflettere, seks jagthornsblæsere fra jagtforeningen, Auning Motions Klub og MTV-cykelryttere. Alt sker på en delvist runde i Porsbakkerne.
Efter turen i Porsbakkerne ledes deltagerne videre hen over den gamle skydebane, hvor elever fra Auning Skoles overbygning har lavet lyslygter, der viser vej.
Videre går det mod Auning Idræts- og Kulturcenter som byder velkommen i tusmørkets skær.
Her vil AIF Fodbold spille udendørs lysfodbold, mens Auning Førstehjælp viser brandslukning og spejderne steger skumfiduser.
I Hal A og B spilles der badminton og tennis i mørke. AIF Håndbold spiller mørkebold og AIF Gymnastik disker op med aktiviteter for store og små.
Auning Fitness holder åbent-hus for alle deltagerne i Move For Life.
Der er gratis adgang til svømmehallen fra kl. 20.30 til 22, ligesom cafeen er åben hele aftenen.
Arrangørerne tilbyder også bedsteforældre-parkering.

Publiceret 01 November 2017 16:00