Claus Wistoft (V) er fortsat Venstres borgmesterkandidat. Han siger til Lokalavisen, at han inden for det næste års tid vil tage stilling til, om han vil påtage sig rollen ved næste kommunalvalg i 2021. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Claus Wistoft (V) er fortsat Venstres borgmesterkandidat. Han siger til Lokalavisen, at han inden for det næste års tid vil tage stilling til, om han vil påtage sig rollen ved næste kommunalvalg i 2021. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Venstre klar til at kaste paraplyen helt over bord

På generalforsamlingen senere i denne måned konfirmerer Venstres medlemmer, at de nuværende tre partiforeninger i Syddjurs bliver til en

Af
Lars Norman Thomsen

LOKALPOLITIK Venstre bliver en enhed i Syddjurs. Det bliver en realitet på den kommende generalforsamling i Djurslands Landboforenings lokaler i Følle mandag 25. marts.

Hermed opløses de tre eksisterende partiforeninger, Venstre Rosenholm, Venstre Rønde-Midtdjurs og Venstre Ebeltoft.

Det sker formelt på ekstraordinære generalforsamlinger en halv time inden generalforsamlingen i Venstre i Syddjurs begynder.

Vedtægtsændringer

"Der har været opbakning til at samle Venstre i en fælles partiforening i Syddjurs, så jeg regner med, at de tre ekstraordinære generalforsamlinger bekræfter dette," siger Søren Høg, Ebeltoft, formand for den nuværende kommuneforening, Venstre i Syddjurs, som hidtil har fungeret som 'paraply' for de tre lokalforeninger.

Venstre i Syddjurs kaster paraplyen væk, når medlemmerne har sagt god for, at de tre gamle partiforeninger er en saga blot.

Herefter er Venstre Syddjurs partiforeningen for samtlige Venstre medlemmer i Syddjurs, lige nu i omegnen af 200.

"Generalforsamlingen skal godkende et sæt nye vedtægter, og herefter er Venstre i Syddjurs kørende og en fælles enhed," siger Søren Høeg.

I vedtægterne kommer der bl.a. til at stå, at bestyrelsen består af mindst fire og maksimalt tolv medlemmer.

"Vi har valgt denne brede løsning, fordi er også skal nedsættes en række underudvalg som skal tage ansvaret for at løse meget konkrete opgaver, så alt ikke hænger på bestyrelsen," siger Søren Høeg.

"Vi tror på, at det bliver lettere at engagere flere medlemmer, hvis de kun skal løse konkrete opgaver og ikke skal binde sig til 11-12 årlige bestyrelsesmøder."

Høeg klar

Søren Høeg er klar til at påtage sig formandshvervet i Venstre i Syddjurs.

Den tidligere formand for DHF, Dansk Håndbold-Forbund, siger, at han opstiller, hvis generalforsamlingen bringer ham i spil.

Andre kandidater, som måske også vil bejle til formandsposten, er Birthe Moe Laursen, nuværende formand for Venstre Rosenholm, og Mogens Andersen, nuværende formand for Venstre Rønde-Midtdjurs.

Publiceret 13 March 2019 11:30