Bestyrelsesformand Jørgen Blach forudser, at bestyrelsen vil ændre på profilen for en ny sekretariatschef. Foto: Lars Norman Thomsen

Bestyrelsesformand Jørgen Blach forudser, at bestyrelsen vil ændre på profilen for en ny sekretariatschef. Foto: Lars Norman Thomsen

Bestyrelsesformand overrasket over chef-farvel

Nationalpark Mols Bjerges sekretariatsleder, Mika Leth Pedersen, går på pension, og den besked havde bestyrelsesformand Jørgen Blach ikke lige ventet at få efter veloverstået sommerferie

Af
Lars Norman Thomsen

NATIONALPARKEN Nationalpark Mols Bjerge skal have ny chef. Sekretariatsleder Mika Leth Pedersen meddelte i sidste uge, at han efter 10 år på posten ønsker at gå på pension til november i år.

Mika Leth Pedersen blev ansat som leder i 2010, efter Nationalpark Mols Bjerge blev oprettet i 2009 som den blot anden danske nationalpark efter Thy.

Han kom fra en stilling som plan- og kulturchef i Syddjurs Kommune. Mika Leth Pedersen er uddannet geograf og har arbejdet med planlægning i flere forskellige jyske kommuner.

Han kom til Djursland omkring år 1990 som planlægger i den tidligere Nørre Djurs Kommune og fra år 2000 som planchef i den tidligere Ebeltoft Kommune frem til kommunesammenlægningen.

"Den havde jeg ikke lige set komme," lyder det fra Jørgen Blach, bestyrelsesformand i Nationalpark Mols Bjerge, der ikke på forhånd var blevet adviseret af Mika Leth Pedersen.

"Mika har først fortalt os det efter sommerferien, og jeg er da overrasket, men respekterer bestemt også hans beslutning."

Mange roser

Bestyrelsesformanden sender mange roser efter sin sekretariatschef. "Fra dag 1, hvor jeg trådte til som ny bestyrelsesformand, har Mika været enestående god til at hjælpe mig, og han har været fantastisk til at sætte mig ind i alle Nationalparkens mange facetter. Jeg kan ikke prise hans indsats højt nok. Den har for mig at se været uvurderlig for Nationalparken, og jeg ønsker ham alt godt fremover. Han vil blive savnet."

Jørgen Blach vil ikke forholde sig til, om det er den til tider barske debat om et kommende besøgscenter ud for Kalø Slotsruin, der har fået Mika Leth Pedersen til at lade sig pensionere.

"Debatten har til tider været hård, men det er ikke mit indtryk, at det påvirket Mika, selv om han har måttet stå for skud."

Ændret profil

Jørgen Blach tør ikke love, at en ny sekretariatschef er fundet, når Mika Leth Pedersen træder af.

"Vi har et bestyrelsesmøde 26. august, hvor vi skal drøfte hele proceduren for ansættelse af ny sekretariatschef. Jeg er selvfølgelig i gang med at afklare en række ting, så der ligger et beslutningsgrundlag til bestyrelsesmødet," siger Jørgen Blach.

Han forventer, at bestyrelsen bliver enige om at benytte et konsulentfirma til at forestå processen.

Jørgen Blach forudser, at bestyrelsen vil lægge op til en anden profil på en ny sekretaritschef.

"Mika har løst opgaven med at få Nationalparken etableret. Nu er vi i drift, og det ændrer selvfølgelig også ved den profil som tegner sig af en ny sekretariatschef."

"Om vedkommende er klar til november eller vi må vente en måned, er ikke altafgørende for mig. Vi skal have tid til at finde den rigtige mand eller kvinde."

Borgmesterros

Nu er Nationalpark Mols Bjerge en statslig institution, og derfor har Syddjurs borgmester Ole Bollesen som sådan ingen aktier i foretagendet. Modstanderne af et kommende besøgscenter vil mene det modsatte.

Ole Bollesen roser også Mika Leth Pedersens indsats for Nationalparken.

"Jeg har kendt Mika i en årrække og har altid nydt det samarbejde, som vi har haft. Hans engagement, erfaring og dygtighed er ubestridelig, og det har Nationalparken nydt godt af."

Publiceret 14 August 2019 09:30