Måske kommer du ansigt til ansigt med den glubske humlerovbille på lørdag på Molslaboratoriet

Måske kommer du ansigt til ansigt med den glubske humlerovbille på lørdag på Molslaboratoriet

Kom med på safari efter glubske mini-rovdyr på Mols

Spring ud, ta' med lørdag på Molslaboratoriet og se det drama, der udspiller sig dagligt i naturen i Danmark - i mini-format.

Af
Lars Norman Thomsen

"Hvem har brug for løver og geparder, når der ligger rovbiller på lur i Mols Bjerge," spørger Naturhistorisk Museum Aarhus i en pressemeddelelse.

Man tror det måske ikke, men det samme drama, som man ser i naturfilm om Afrikas store rovdyr, udspiller sig dagligt i naturen i Danmark - bare i mini-format. Den danske natur er fuld af glubske rovdyr, der overmander sit bytte med skarpe tænder, brug af gift eller ren, mægtig råstyrke.

Museet inviterer interesserede med på safari lørdag 17. august 2019 kl. 10 på Molslaboratoriet.

"Kom med rundt i Mols Bjerges forunderlige natur, hvor du kan gå på opdagelse og lede efter spændende insekter," lyder opfordringen.

Du kan på turen rundt på Molslaboratoriet få svar på dine spørgsmål om insekternes liv af Lars Brøndum, som er biolog og naturvejleder hos Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Turen foregår på Molslaboratoriet, som er et 150 hektar stort naturområde og hotspot for biodiversitet. Her kan du også være heldig at spotte vildheste, så safari-oplevelsen bliver endnu større. Det er altså ikke nødvendigt at rejse tusinder af kilometer væk i fly for at få store naturoplevelser.

Praktisk information

  • Billetter til mikro-safari købes på Naturhistorisk Museums online salgsside: nathist.safeticket.dk
  • Hvornår: Lørdag d. 17. august kl. 10:00
  • Hvor: Molslaboratoriet, Strandkærvej 6, Femmøller, Ebeltoft
  • Turleder: Biolog og naturformidler Lars Brøndum
  • Medbring: Tøj efter vejret, gode sko, evt. lidt at drikke og kamera
  • Pris: 35,- for børn op til 15 år, 75,- for voksne.

Publiceret 14 August 2019 10:00