Kvickly fylder 100 år

100-års fødselsdagen bliver fejret over tre uger med en særlig rabatweekend til alle medlemmer.

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Den 20 september runder Kvickly Ebeltoft et skarpt hjørne. Forretningen kan nemlig fejre 100 års jubilæum, og det bliver fejret over flere uger og starter med 20 procent rabat til alle medlemmer fredag d. 20 og lørdag d. 21 september.

"Vi kunne også have valgt at holde en stor fest, men vi synes, det er vores medlemmer, der skal nyde ekstra godt af jubilæet, og derfor har vi valgt, at alle medlemmer kan få 20 procent rabat på deres varer i to dage," siger direktør Jens Friis, og uddyber, at fødselsdagen fejres over tre hele uger med forskellige events.

Æbeltoft Brugsforening

Det hele startede tilbage i 1919, hvor initiativet til brugsforeningen tog sit udgangspunkt i Arbejdsmændenes Forening, Socialdemokratisk forening og Fiskeriforeningen, som alle var enige om at starte et Brugsforeningsudvalg. Lokalerne var alle dog ikke enige om, hvor skulle ligge, men det endte med at blive ejendommen ved Nedergade 34, som i sin tid blev købt for 17.000 kroner.

Hermed var grundstenen lagt til Æbeltoft Brugsforening, som åbnede dørene d. 20. september 1919.

Sidenhen er forretningen udvidet over flere omgange, og både forretningen og medlemstallet er vokset markant med årene. Faktisk har Kvickly Ebeltoft fået beskrevet forretningens historie i et særligt jubilæumsskrift, som kan hentes af interesserede i forretningen, forklarer Jens Friis.

Direktør Jens Friis har siden 2003 stået i spidsen for Kvickly i Ebeltoft, og han glæder sig til at fejre jubilæet med kunderne.

"I samarbejde med løbeklubben afholder vi fx et jubilæumsløb d. 22. september, hvor vi håber at møde rigtig mange lokale, og så kommer fodboldafdelingen forbi og afholder aktiviteter på parkeringspladsen samme dag," siger han.

100 år i Ebeltoft

Men selvom Kvickly Ebeltoft nu har 100 år på bagen, så skal forretningen fortsætte med at forny sig, siger direktøren.

"Derfor har vi for nyligt indført selvscanningskasser, som forudsætter Coop's app, der også kan anvendes af ikke-medlemmer," siger han.

I ugerne 38, 39 og 40 vil der være flere forskellige jubilæumsaktiviteter.

Publiceret 17 September 2019 18:00