Frivilligkoordinator Christian Søgaard, Hospice Djursland, ser mange perspektiver i samarbejdet mellem hospicet egne frivillige og de unge frivillige fra Rønde Højskole. Pressefoto

Frivilligkoordinator Christian Søgaard, Hospice Djursland, ser mange perspektiver i samarbejdet mellem hospicet egne frivillige og de unge frivillige fra Rønde Højskole. Pressefoto

Højskole og hospice har fundet en fælles melodi

Samarbejdet mellem Hospice Djursland og Rønde Højskole har udviklet sig så meget, at det er blevet til en tradition

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Hos Hospice Djursland er der langsomt opstået et samarbejde mellem selve hospicet, og de studerende på Rønde Højskole. Gradvist er samarbejdet blevet til en slags tradition, hvor eleverne bliver frivillige på hospice over en længere periode. De stifter bekendtskab med stedet og går side-om-side med de erfarne frivillige, som typisk er 60 år eller derover. Til sammen bliver de til et frivilligkorps bestående af 90 unge og ældre mennesker.

Frivilligkoordinator Christian Søgaard er ansvarlig for at lede de frivillige. Han fortæller i en pressemeddelelse, at husets frivillige normalt er 70 ildsjæle, som dedikerer deres tid til at hjælpe patienterne der ofte befinder sig i deres sidste tid i livet.

De faste frivillige bliver således hvert år suppleret af de unge frivillige fra højskolen, og det skaber nye venskaber, nye muligheder og nye horisonter for alle parter.

Givtigt samarbejde

"Vi oplever en stor glæde ved at tage imod eleverne fra Rønde Højskole. De er motiverede, og de er fleksible, og de er en fornøjelse at arbejde sammen med. Vi har opdaget, at det ikke kun er de unge mennesker som modtager læring fra de ældre frivillige; de ældre frivillige bliver også inspireret af de unges fleksibilitet og energi," udtaler Christian Søgaard.

Samarbejdet fungerer så godt parterne imellem, og det giver anledning til at gøre opmærksom på det fordelagtige i samarbejdet, mener frivilligkoordinatoren.

Han understreger vigtigheden i, at Djurslands organisationer bliver klar over muligheden for at benytte sig af hinanden i en frivillig sammenhæng, til at skabe fælles læring, nye oplevelser og personlig udvikling. Og her må man gerne tænke ud af boksen, ifølge Christian Søgaard.

Oftest er det de usandsynlige alliancer, som ender med at blive de mest gavnlige efter devisen 'Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet' på den gode måde.

Publiceret 04 October 2019 08:00