Energi Inge alias Inge W. Christensen i sin klinik på hjemadressen i et parcelhuskvarter i Ugebølle

Energi Inge alias Inge W. Christensen i sin klinik på hjemadressen i et parcelhuskvarter i Ugebølle

Energi Inge tanker krop og sind med ny energi ...

Fysioterapeut Inge W. Christensen, Ugelbølle, har helkropsfysioterapi som sin spidskompetence - det vil sige sammenhængen mellem kroppens forskellige dele og sindet

Af
Lars Norman Thomsen

UGELBØLLE Inge W. Christensen, 48, har i omegnen af 20 års erfaring som fysioterapeut. Den tidligere sønderjyde, der i 2006 flyttede med sin familie til Ugelbølle, har arbejdet på en klinik i Viby i samfulde 17 år og efterfølgende godt tre år hos FysioVital Rønde/Risskov.

Erfaringerne og de mange indtryk gav hende lyst til at kickstarte sin egen klinik på hjemadressen på Solskrænten 29 i et Ugebølles parcelhuskvarterer.

Det gjorde hun for cirka et år siden under firmanavnet Energi i fysioterapi. Et navn hun netop har ændret til det mere mundrette og appellerende Energi Inge - med underteksten Healing, Qigong, Energimedicin og Fysioterapi.

"Det er mere dækkende for, hvad jeg kan tilbyde mine nuværende og kommende patienter," siger Inge W. Christensen.

Krop og sind

Inge W. Christensen speciale er såkaldt helkropsfysioterapi, det vil sige sammenhæng mellem kroppens forskellige dele og sindet.

"Jeg starter alle min behandlinger med en kort samtale, så jeg får et billede af symptomerne, og vi bliver enige om, hvad der skal ske," forklarer hun.

"Jeg går ikke ind og kigger på rygsmerter, som i traditionel fysioterapi. Min tilgang er altid helkropsbilledet, så vi stille og roligt får en fælles fornemmelse, patienten og jeg, af årsagerne til skavankerne."

Helkropsfysioterapi er en kombination af traditionel fysioterapi og alternative teknikker som akupunktur, healing, meridianmassage, qi-gong, kranio-sakral terapi og osteopatiske teknikker. De sidste omfatter alt fra blide artikulationer (mobiliseringsteknikker) af dine led og muskler til specifikke manipulationer, udspænding og dybe massagetryk af muskler, bindevæv og sener.

"Det har altid frustreret mig i min tid, hvor jeg arbejdede med traditionel fysioterapi, at man aldrig kom helt til bunds i tingene. Det var tit en række behandlinger, og så var det videre. Hos mig kan en behandling godt tage mellem 1 og 2 timer, fordi vi skal have tid nok. Det er afgørende for både mig og patienten, fordi det højner effektiviteten af behandlingen. Vi får ved at tage god tid bundet tingene sammen uden at stresse," understreger Inge W. Christensen.

Hos fysioterapeuter med et ydernummer dækker sygesikringens tilskud udgør 40 procent af fysioterapeutens honorar. Ydernummeret er det nummer, der identificerer fysioterapeuten, som yder af behandling med tilskud fra den offentlige sygesikring.

Inge W. Christensen har imidlertid ikke et ydernummer. Hun har heller ingen ambition om at få et, fordi, som hun siger: "Jeg vil ikke rette ind, men hellere arbejde for det jeg tror på og ved virker efter mine mange år i branchen."

Det betyder, at hos hende skal kunderne selv betale hele regningen.

Publiceret 09 October 2019 13:30