Borgmester Ole Bollesen (S) og resten af byrådet har reelt kun denne uge til at få Budget 2020 forhandlet på plads. Arkivfoto

Borgmester Ole Bollesen (S) og resten af byrådet har reelt kun denne uge til at få Budget 2020 forhandlet på plads. Arkivfoto

Budget 2020: Deadline presser forhandlerne

Efter en uges efterårsferie mødes partierne i Syddjurs Byråd atter omkring forhandlingsbordet

Af
Lars Norman Thomsen

Samtlige partier er fortsat med, når borgmester Ole Bollesen (S) mandag klokken 15 byder velkommen til en yderst afgørende omgang budgetforhandlinger.

I efterårsferien har forhandlingerne ligget brak, og derfor er der pres på i denne uge, fordi der reelt skal foreligge et slutresultat torsdag aften.

Der er 2. behandling af Budget 2020 onsdag 30. oktober klokken 16, og fredag skal dagsordenen til mødet udsendes til samtlige byrådsmedlemmer.

"Vi har aftalt forhandlinger mandag, tirsdag og torsdag, og ja, vi er presset, fordi vi skal være færdige torsdag," siger Ole Bollesen.

"Vi kan finjustere mandag i næste uge og skrive de sidste budgetbemærkninger ind i Budget 2020, men vi skal være i mål torsdag og have filet de afgørende knaster til."

Frustrerende

Ole Bollesen vil ikke afsløre ret meget fra forhandlingslokalet. De, der følger forhandlingerne tæt, ved, at der fortsat er et stykke vej til enighed på de store økonomi-områder som Sundhed og Ældre og Skolerne.

"Jeg har brugt efterårsferien til at snakke med de forskellige partier, og jeg håber fortsat, at alle vil være med, når vi skal underskrive Budget 2020. Jeg har dog ingen fornemmelse af, om det også bliver sådan," siger Ole Bollesen.

Han vedgår, at det er frustrerende, at forhandlingerne har fået en sen deadline i år på grund af Folketingsvalget i juni og det efterfølgende regeringsskifte.

"Det har vi ikke haft indflydelse på, men er da dødfrustrerende, at vi nu er så langt henne på året, og så også lige må udsætte forhandlingerne grundet efterårsferien. Det er så vilkårene, men jeg glæder mig til, at vi næste år kan lave budget med de kendte deadlines."

Inden torsdagens måske afgørende forhandlingsrunde skal borgmesteren nå et smut til København til borgmestermøde i Kommunernes Landsforening, hvor der blandt andet skal lægges arm med de kommuner, der vil sætte skatten op.

Publiceret 21 October 2019 11:30