Vellykket, men regnfuld Ebelfestival

Sidste uges Ebelfestival bød på nye placeringer, mange ferieglade gæster og en masse vand ovenfra

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Friskpresset æblemost, glaserede æbler og den obligatoriske togtur rundt i Ebeltoft. Ebelfestivalen 2019 blev lørdag rundet af, og de 150 frivillige kunne se tilbage på en særdeles vellykket festival med mange gæster trods et lidt kedeligt vejr, lyder det fra Hanne Sloth, formand for Handelstandsforeningen i Ebeltoft.

Når hun ser tilbage på den seneste uges Ebelfestival, der i år havde spredt sig i hele byen, er der kun positive røster:

"Jeg har kun hørt gode tilbagemeldinger fra alle dem, jeg har mødt, både på gaden og i forretningen," siger Hanne Sloth, der dog ærgrer sig over den noget regnfulde efterårsuge.

"Det er klart, at flere søger indenfor, når det regner, men jeg synes alligevel, der har været et flot antal gæster. Vi skal også huske på, at folk er på ferie, uanset om det regner eller ej, så langt de fleste kommer forbi alligevel," siger hun.

Ny placering et hit

Særligt ved dette års festival har været den nye centrale placering, som Syddjurs Kommune blandt andet har ydet stort tilskud til. Det har blandt andet betydet et farvel til festpladsen og en afspærring af Jernbanegade til fordel for boder.

"Det er bare gået så fint, og det er meget lidt besvær, der har været ved det. Det er blandt andet vores 150 frivillige, som har gjort et kæmpe stykke arbejde," siger Hanne Sloth.

Kun meget få stadeholdere har givet udtryk for, at de savnede den gamle lokation.

"Og så handler det typisk om, at man i mange år har stået sammen med andre, og i år er fordelingen så anderledes. Men så møder man jo nye mennesker, har jeg så fortalt," siger Hanne Sloth.

Det forventes, at Ebelfestivalen i år har tiltrukket flere gæster end tidligere, dels grundet den nye placering af festivalen, men også fordi alle sommerhuse i uge 42 har været udsolgt i Ebeltoft.

Der var heldigvis masser af indendørs aktiviteter til dette års Ebelfestival, der meget af tiden har været en våd fornøjelse.Alle fotos: Katharina Andersen

Der var heldigvis masser af indendørs aktiviteter til dette års Ebelfestival, der meget af tiden har været en våd fornøjelse.Alle fotos: Katharina Andersen

Publiceret 22 October 2019 07:00