Pokalerne i garagen i Lime vidner om en lang og flot karriere i rallysporten. Nu kan Henrik Vestergaard heldigvis også endelig kalde sig Danmarksmester.

Pokalerne i garagen i Lime vidner om en lang og flot karriere i rallysporten. Nu kan Henrik Vestergaard heldigvis også endelig kalde sig Danmarksmester.

Efter 40 år lykkedes det endelig: Henrik Vestergaard vandt DM i rally

Det blev på mange måder historisk, da den lokale rallykører endelig hev en guldmedalje hjem.

Af
Simon Carlson

Lime Det er et ganske imponerende syn, der møder en, når Henrik Vestergaard ruller porten til sin garage i Lime op. På hylderne i garagen står meter efter meter fyldt op med pokaler og medaljer, der fortæller en historie om en livslang karriere og passion for rallysporten, der både har bragt ham til Europa- og Verdensmesterskaber. Henrik Vestergaard har dog altid manglet ét ret væsentligt prik over i'et i sin nu 40 år lange karriere. Trods utallige rallyløb har han aldrig kunnet kalde sig Danmarksmester. Før nu altså.

I forrige weekend kunne han endelig lade sig hylde som vinder af klassen 'Historisk Rally' efter en temmelig stabil sæson, der bød på tre sejre og tre andenpladser i de seks afdelinger, mesterskabet afvikles over.

"Det var virkelig en forløsning. Jeg har flere sølvmedaljer fra DM, og jeg har også vundet sølv til EM som junior, men jeg har aldrig fået guld. Det var virkelig rart at få den guldmedalje nu," konstaterer Henrik Vestergaard.

Fingrene i det hele

Mesterskabet blev vundet sammen med Søren Tangaa fra Ebeltoft som andenkører. De to begyndte nærmest samtidig i rallysporten sidst i 70'erne, og kan således til sammen notere sig en livslang erfaring under motorhjelmen.

Samarbejdet kom i hus under en god middag og vist nok en lige så god flaske rødvin i mellem jul og nytår sidste år, og sammen med Henrik Vestergaard kæreste Susanne Christensen som praktikeren rundt om selve løbene har de udgjort det lille tremands-team, der endte med at køre Danmarksmesterskabet i hus.

For tre år siden begyndte Henrik Vestergaard lige så stille at bygge den senere vinderbil, en Opel Kadett GSI, op til en konkurrencedygtig rallybil, og i sæsonen sidste år var den første gang ude på vejene og i mudderet.

"Vi kørte et par løb sidste år for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre at være med. Vi er jo kun os tre omkring holdet, så det betyder også, at det kræver rigtig meget tid. Heldigvis kan jeg ordne det meste på sådan en bil, så jeg ved, hvad jeg har mellem hænderne, men det betyder også, at jeg hele tiden har fingrene i det hele," fortæller Henrik Vestergaard.

Skarpe hjørner

Til næste år svinger Henrik Vestergaard rundt om det skarpe hjørne som 60-årig, og når man i år fejrer sit 40 års jubilæum inden for rallysporten, kan det måske synes nærliggende at overveje at skifte benzinen ud med andre ting. Det er dog ikke umiddelbart noget, der figurerer i Henrik Vestergaards tanker.

Henrik Vestergaard og Søren Tangaa har tilsammen en livsalders erfaring inden for rally. Her kører de sidste afdeling af Historisk Rally i Opel Kadett'en fra 1989.

Henrik Vestergaard og Søren Tangaa har tilsammen en livsalders erfaring inden for rally. Her kører de sidste afdeling af Historisk Rally i Opel Kadett'en fra 1989.

"Vi vil nok køre et par løb næste næste år, men om det bliver et decideret forsvar af titlen, ved jeg ikke helt endnu. Jeg er faktisk ved at forsøge at sælge bilen nu, og så plejer jeg at arbejde med, at det tager et par år at bygge noget nyt op. Jeg tænker, at Søren (andenkører, red.) og jeg nok lige skal have en middag og en flaske rødvin er, og så må vi tale tingene igennem. Det behøver jo ikke altid at tage 40 år at blive Danmarksmester," fastslår Henrik Vestergaard.

Fakta

Historisk Rally

Henrik Vestergaard har i størstedelen af sin karriere været andenkører, men for 10 år siden besluttede han, at han selv ville bag rattet. Det betød samtidig også en neddrosling i forhold til den mere professionelle del af sporten, hvor sponsorer blandt andet betyder en stor del. Det lille team har således selv stået for økonomien bag bilen, der 12. oktober ved Haderslev kunne lade sig hylde som Danmarksmestre. Allerede inden sidste afdeling havde teamet med den stabile kørsel faktisk sikret sig DM-titlen i Historisk Rally 1600-2000 ccm, hvor den nyeste model af de konkurrerende biler er fra 1989.

Publiceret 23 October 2019 11:30