Ole Svit modtager den første udgave af Made by Djursland prisen fra konferencens projektleder Ditte Juul.

Ole Svit modtager den første udgave af Made by Djursland prisen fra konferencens projektleder Ditte Juul.

Ole Svit modtager nystiftet pris i Maltfabrikkens nye rammer

Made by Djursland-prisen gik til Viden Djurs tidligere direktør, som blev hædret for sit ildsjæle-arbejde

Af
Simon Carlson

Ebeltoft Der er stadig et godt stykke tid, til Maltfabrikken for alvor kan slå dørene op for offentligheden, men torsdag eftermiddag var de alligevel åbnet lidt på klem, da den årlige erhvervskonference Made by Djursland blev holdt i det smukke og intime Kulturloftet.

Her var omkring 75 personer fra Djurslands erhvervsliv mødt op for at blive klogere på teknologiudvikling som vækstdriver. Det skal vi nok lade være med at gå yderligere ind i her, og i stedet fokusere på starten af konferencen, som blev indled med en hyldest af en af de personer, der har været en menneskelig vækstdriver på Djursland.

Som et nyt tiltag til erhvervskonferencen bliver der fremover uddelt Made by Djursland-prisen, som går til en person, der har ydet en ekstraordinær indsats for Djursland.

Det allerførste eksemplar af den pris gik til Viden Djurs tidligere direktør Ole Svit. At dømme ud fra bifaldet fra stolerækkerne var der umiddelbart heller ikke nogen, der havde noget at indvende mod den hæder, og de ord som Business Djurslands formand Ole Sørensen sendte af sted sammen med prisen, hvor han lagde vægt på, at prisvinderen igennem mere end et årti havde ydet en enorm indsats for både uddannelsesmiljøet og erhvervslivet på Djursland, og ikke mindst evnen til at binde de to ting sammen.

Beæret prismodtager

Også hovedpersonen selv var særdeles glad for at være modtageren af den første version af Made by Djursland-prisen.

"Jeg er superglad og beæret over at få den her første pris fra Made by Djursland. Det er en stor ære, og det betyder voldsomt meget for mig personligt at få anerkendelse på den her facon," konstaterede Ole Svit og uddybede, hvad der er lykkedes for ham og de mange medarbejdere på Viden Djurs, mens han stod i spidsen for organisationen.

Det er lykkedes for Viden Djurs og medarbejderne at være markedsorienteret. Det er er der rigtig mange virksomheder, der glemmer, og det synes jeg vi er lykkedes rigtig, rigtig godt med på Viden Djurs. Det er ikke en naturlov at en erhvervsskole er rettet mod deres marked og deres kunder. Faktisk er det tit det modsatte. Jeg har tit fået undrende spørgsmål fra mine direktørkollegaer på, hvorfor jeg bruger så meget energi på erhvervslivet, men hvad er det lige vi hedder? En er-hvervs-skole," lød det kække budskab fra Ole Svit.

Publiceret 12 November 2019 18:30