Rønde Privatskole har været i Spanien og besøgt skolen Reus Manyanet. Pressefoto

Rønde Privatskole har været i Spanien og besøgt skolen Reus Manyanet. Pressefoto

Rønde Privatskole med i internationalt arbejde

Rønde Privatskole er med i nyt internationalt Erasmus+ projekt, som løber fra 2019 til 2021

RØNDE 'Birds of a feather'. Sådan lyder navnet på det Erasmus+ projekt, som Rønde Privatskole er blevet en del og som løber fra 2019 frem til 2021.

I samarbejde med den spanske skole Reus Manyanet vil skolerne arbejde med at styrke elevernes evne til at bruge det engelske sprog i praksis. Dette sker blandt andet gennem gensidig udveksling skolerne imellem over de to år, projektet løber. I ugen før efterårsferien var elever fra Rønde Privatskole nede og besøge eleverne i Reus og bo hos deres familier.

"Eleverne gik i løbet af ugen i fodsporene på den verdensberømte modernistiske arkitekt Antoni Gaudi. Eleverne var på byvandring i Reus, som er Gaudis barndomsby, og i Barcelona, hvor de så flere af Gaudis bygninger. Det meste kendte byggeri er Sagrada Familia i Barcelona, som aldrig er blevet gjort færdigt," skriver Rønde Privatskole i en pressemeddelelse.

De spanske værtsfamilier sørgede for, at de danske elever følte sig godt tilpas med ture til vandet og indkøbscentre samt med hygge i hjemmene. Ugen sluttede med en festaften med sammenskudsgilde med masser af dejlig catalansk mad.

"Ud over det faglige indhold fik eleverne også en stor oplevelse i mødet mellem de forskellige kulturer. De sene catalanske aftener og det lyse brød fik dog mange elever til at savne søvn og rugbrødsmadder, men det stod ikke i vejen for, at nye venskaber på tværs af skolerne kunne dannes. For en del af eleverne var det også udfordrende at skulle bo hos en fremmed familie, hvor al samtale foregik på engelsk. Men tilbagemeldingen efter turen var, at de var mindre generte og havde lært en masse engelsk," skriver skolen.

Skolerne sørger løbende for, at klasserne holder kontakt og laver forskellige projekter, så venskaberne kan fastholdes og udbygges, når de spanske elever og lærere til foråret kommer til Rønde.

Publiceret 15 November 2019 09:00