Økologisk Julemarked i pagt med tidsånden

Lørdag afvikles det årlige julemarked på Kalø Økologiske Landbrugsskole

Af
Lars Norman Thomsen

KALØ Traditionen tro afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økologisk Julemarked. Det sker på lørdag, og helt i pagt med tidsånden. Efterspørgslen efter økologiske fødevarer stiger, og der fokuseres på dyrevelfærd, bæredygtighed, klima og sundhed også når der skal afholdes jul.

"Der har i år været overordentlig stor interesse fra stadeholdere fra nær og fjern. På dette års julemarked vil økologiske producenter og forhandlere fra hele landet derfor være repræsenteret," fortæller forstander Nikolaj Houkjær fra Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Desuden er der samlet et stort udvalg fra skolens eget økologiske landbrug ligesom der findes unikke julegaveideer. Der er mulighed for at købe alt lige fra økologisk chokolade, julevin, legetøj, uldgarn, hudplejeprodukter, julekager, øko børne- og voksentøj, Kalø Økologi produkter, brugskunst, bæredygtige ting til hjemmet og meget mere.

På markedet vil der være underholdning med live julemusik, Mandskoret Djursland, Nissesafari i Kalø skovene, børnenes egne juledekorationer og mange andre børnevenlige aktiviteter.

På markedspladsen serveres økologiske andeburgere, pizza, æbleskiver, julegløgg, julesuppe, julepølser af kød fra skolens egne dyr og mange andre julelækkerier.

Publiceret 05 December 2019 18:00