Hornslet: Støt den lokale Julehjælp - køb en ting mere på lørdag

Julen nærmer sig, også for økonomisk trængte familier. Lørdag kan du hjælpe på en ganske simpel måde i Hornslet

Af
Lars Norman Thomsen

ROSENHOLM Lions Club Rosenholm støtter igen i år indsamlingen til Hornslet Kirkes julehjælp i lokalområdet, dels med et kontant beløb samt aktiviteten 'Køb en ting mere'.

I samarbejde med Rema 1000 og Super Brugsen i Hornslet går det i al sin enkelthed ud på, at du som forbruger lørdag 7. december mellem klokken 10 0g 16 kan støtte Hornslet Kirkes julehjælp på følgende måde:

  • Køb en ting mere i Rema 1000 eller i Super Brugsen end oprindelig planlagt
  • Aflever den til Lions Club Rosenholm, der står ved indgangen i begge butikker
  • Lions Club Rosenholm sikrer, at alle varer afleveres til Kirkens julehjælp, som står for uddelingen

"Den ting, der købes, uanset om det er stort eller småt, må selvfølgelig gerne være julerelateret. Undtaget er dog spiritus, ferskvarer og dybfrost, fordi disse varer ikke kan håndteres," siger kasserer i Lions Club Rosenholm, Klaus V. Hansen.

På dagen er Lions Club Rosenholm i julehumør og hjælper Rema 1000 og Super Brugsen med at uddele smagsprøver.

Publiceret 05 December 2019 13:00