Foto: Go Wash

Foto: Go Wash

Hornslets nye bilplejecenter er åbnet

Med tanke for miljøet er Go Wash bilplejecenter åbnet i Hornslet. Go Wash genbruger blandt andet 80 pct. af vandet fra bilvaskene

Af
Katharina Andersen

Hornslet Så er der godt nyt til beskidte biler. Go Wash er åbnet med et stort bilplejecenter i Hornslet, hvor det både er muligt at få en professionel bilvask, men hvor der også er opført en 'vask-selv' funktion, foruden både muligheden for at pleje sin cykel, motorcykel eller campingvogn.

Det er to kammerater, der står bag forretningen, som også har én afdeling i Auning, men som allerede nu pønser på en tredje vaskehal.

"Der har vist sig rigtig stor efterspørgsel på den her type vaskehal, og så har vi i flere år haft et ønske om at opføre en bilvask med henblik på at skåne miljøet," siger Kenneth Kjær.

På opfordring fra Syddjurs Kommune

Allerede i den tidlige byggefase blev venneparret kontaktet af Syddjurs Kommune med en opfordring om at opføre en vask-selv afdeling i bilvasken, netop fordi dén måde at vaske bil er i tråd med en ny vision i kommunen, projekt Blå Fisk.

"Det havde vi nu etableret uanset hvad, for vi tror, at der med tiden vil være forbud mod at vaske sin bil hjemme i indkørslen. Det kan vi se er tilfældet i Sverige," siger Kenneth Kjær.

Vaskefaciliteterne hos Go Wash er altså bygget med miljøet og genbrug for øje. Fx bliver kun mellem 20-25 liter vand renset ud til det offentlige, hvor en normal bilvask typisk bruger 150 liter.

"Vi genbruger 80 pct. af vandet, som ryger i et lukket system og derefter videre i et biorensningsanlæg," siger Kenneth Kjær.

Bilvaskene koster mellem 49 og 129 kroner, og så vil det også være muligt at få firmaordning, lyder det fra Go Wash, der også tilbyder både dampmåtterenser og sæderens i centret.

Den varme modtagelse fra de lokale i Hornslet og omegn har fået de to forretningsdrivende til at kigge mod nye områder også.

"Vi har planer om en vaskehal mere i Randersområdet. Jeg kan ikke helt sige hvor endnu, men det bliver en lokation, der, som denne, ligger tæt på borgerne i byen. Jeg synes ikke, man skal køre alt for langt for en bilvask."

Go Wash holder åbent mellem 07.00-22.00.

Publiceret 10 December 2019 14:00