LAG koordinator for LAG Djursland, Helle Breindahl, fortæller tirsdag på informationsmøde i Mørke Idrætscenter, hvordan foreninger, iværksættere mv. laver en ansøgning til LAG Djursland. Foto: Lars Norman Thomsen

LAG koordinator for LAG Djursland, Helle Breindahl, fortæller tirsdag på informationsmøde i Mørke Idrætscenter, hvordan foreninger, iværksættere mv. laver en ansøgning til LAG Djursland. Foto: Lars Norman Thomsen

Sådan får du del i LAG-midlerne i 2020

Bliv klogere på, hvordan du sender ansøgninger til LAG Djursland ved informationsmøde tirsdag aften i Mørke Idrætscenter

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND Næste ansøgningsfrist til de såkaldte LAG og FLAG tilskud er 6. februar 2020 (se faktaboks).

Hvordan du og din forening bedst muligt laver en ansøgning, bliver der rig lejlighed til at få svar på tirsdag 17. december ved et fyraftensmøde i Mørke Idrætscenter, som koordinator i LAG Djursland Helle Breindahl inviterer til.

På mødet fortæller hun om de forskellige muligheder for at søge tilskud, hvordan man laver en ansøgning og hvilke forhold man skal være særligt opmærksom på.

Cirka 3 mio. kroner

LAG puljen er på cirka 3 mio. kroner og FLAG puljen på cirka 850.000 kroner.

"2020 er det sidste år (i hvert fald for en tid), hvor der deles LAG og FLAG tilskud ud på Djursland så det er nu du skal søge, hvis du sidder inde med en idé til et godt projekt. Når du ikke fristen d. 6. februar afholder vi endnu en ansøgningsrunde d. 6. maj 2020," lyder det i indbydelsen fra Helle Breindahl.

Derudover kan der muligvis blive en opsamlingsfrist for såkaldte tilbageløbsmidler (penge der har været delt ud til projekter, men som ikke er blevet brugt) d. 3. september 2020. Hvis der bliver en opsamlingsfrist vil det dog kun være muligt at indstille et FLAG projekt og to LAG projekter.

FAKTA

  • LAG er en forkortelse for Lokale aktionsgrupper, lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter. LAG'erne modtager midler fra Erhvervsstyrelsen og fra EU, som går til dels at støtte lokale projekter og dels til at drive foreningen
  • Der er to puljer i denne ordning: LAG midlerne, som er forbeholdt landdistriktsprojekter og FLAG, som er det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram for lokale aktionsgrupper i fiskeriområder
  • På Djursland er FLAG kun et tema i Norddjurs Kommune
  • Husk tilmelding til tirsdagens informationsmøde til Helle Breindahl (koordinator@lag-djursland.dk)

Publiceret 12 December 2019 20:30