2018 bød på den varmeste sommer i mands minde og var medvirkende årsag til, at Djurs Sommerland nåede rekordhøje mere end 817.000 gæster. I 2019 nåede man godt 780.000 gæster. Arkivfoto

2018 bød på den varmeste sommer i mands minde og var medvirkende årsag til, at Djurs Sommerland nåede rekordhøje mere end 817.000 gæster. I 2019 nåede man godt 780.000 gæster. Arkivfoto

Djurs Sommerland klar til at sætte næste års hold

Ansøgningsfristen for at søge sæsonjob i Djurs Sommerland er 6. januar 2020. I slutningen af januar afholder parken en afgørende audition, hvor det endelige mandskab udtages

Af
Lars Norman Thomsen

NIMTOFTE Djurs Sommerland er i fuld gang med forberedelserne til næste sæson, hvor 650 håbefulde sæsonmedarbejdere, primært unge, får mulighed for at tjene en fornuftige hyre, der kan få sommeren til at vare vinteren over.

Ansøgningsfristen for at søge sæsonjob i Djurs Sommerland er 6. januar 2020. I slutningen af januar afholder parken en større audition, hvor ansøgerfeltet skæres til.

Der er rift om pladserne. Sidste år afleverede således i omegnen af 1.400 ansøgere deres cv til Djurs Sommerland i håb om at komme i betragtning til en plads på medarbejderholdet.

At det er mere end okay at være medarbejder i Djurs Sommerland vidner de følgende statistiske facts om. Ved udgangen af sæson 2019 havde hele 85 procent af sæsonens medarbejdere således genansøgt om at blive en del af holdet igen til næste år, fortæller forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

”I 2019 blev Djurs Sommerland kåret til Europas bedste familiepark og aldrig har gæstetilfredsheden været så høj som i denne sæson. Vi ved, at vores medarbejderes møde med gæsterne har rigtig stor indflydelse på gæsternes dag og den oplevelse, de går hjem med. Det er også derfor, at vi bruger så mange ressourcer på at rekruttere de helt rigtige medarbejdere og klæder dem på med kompetenceuddannelsesforløb," udtaler direktør Michael B. Nielsen, der har ansvaret for personalesiden i forlystelsesparken.

Fakta:

  • Djurs Sommerland beskæftiger 650 sæsonmedarbejdere, heraf ca. 35 seniormedarbejdere.
  • Allerede ved sæsonens afslutning havde 457 tidligere sæsonmedarbejdere genansøgt om job i sæson 2020.
  • Yderligere informationer om sæsonjob i Djurs Sommerland: https://djurssommerland.dk/saesonjob-2020/

Publiceret 15 December 2019 18:00