Kilde: Aarhus Kommune

Kilde: Aarhus Kommune

Trafikregulering: Lys forude for Hornslet borgere

Endelig kommer der en løsning på et af de trafikalt farligste steder for mange af borgerne i den vestlige del af Syddjurs Kommune med en lysregulering i Kirkeholtvej-Løgtenvej-krydset

Af
Lars Norman Thomsen

Et ureguleret T-kryds, der er blevet mere og mere presset af trafik, har i lang tid vakt frustrationer på grænsen mellem Aarhus og Syddjurs.

Det drejer sig om krydset Kirkeholtvej/Løgtenvej nord for Løgten og Skødstrup, hvor der især i morgentimerne og i skumringstimen om eftermiddagen er run på af biler.

Det laver Aarhus Kommune nu om på ved at etablere firbenet og signalreguleret kryds i 2020, hvor Segaltvej også kobles på.

"Krydset ligger som bekendt lige uden for kommunegrænsen, men med opbakning fra Fællesrådet i Skødstrup, er det lykkedes at få Aarhus Kommune til at tage fat på problemet," konstaterer en tilfreds Jan Kjær Madsen (B), byrådsmedlem i Syddjurs og bosiddende i Hornslet.

"Og det er rigtig godt, at Segaltvej kobles på - det betyder meget for eksempelvis de busser, der kommer fra Aarhus og skal videre mod Syddjurs, bl.a. Linie 100 til Hornslet, som ofte holder og venter på at komme ud på Kirkeholtvej," siger Jan Kjær Madsen.

For borgerne i og omkring Hornslet får signalreguleringen også stor betydning.

"Det er i dag så svært at komme ud på Kirkeholtvej, at mange Hornslet borgere kører via henholdsvis Rodskov og Krajbjerg om morgenen," noterer det radikale byrådsmedlem.

Publiceret 15 December 2019 12:30