Midttrafik har udarbejdet den nye trafikplan i samarbejde med Norddjurs og Syddjurs Kommune. Nu kan du kommentere planen

Midttrafik har udarbejdet den nye trafikplan i samarbejde med Norddjurs og Syddjurs Kommune. Nu kan du kommentere planen

Kommentér ny trafikplan på Djursland

Fra 8. – 22. januar er der høring på midttrafik.dk omkring de køreplaner, der træder i kraft på Djursland til køreplanskiftet 28. juni 2020

Af
Lars Norman Thomsen

Så er det nu, du skal kende din besøgelsestid, hvis du vil give dit besyv med om de de køreplaner, der træder i kraft 28. juni 2020 i forbindelse med udrulningen af en ny kollektiv trafikplan.

Fra 8.-22. januar bliver de nye køreplaner præsenteret på midttrafik.dk sammen med en formular, hvor borgerne kan komme med ønsker og ændringsforslag til køreplanerne, skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.

Midttrafik ser den nye trafikplan som måde at Djursland bedre sammen via et hovednet.

"På hovednettet kører busserne med fast frekvens, ensartede ruteforløb og fast minuttal. Busruterne bliver koordineret, så kunderne kan skifte mellem ruterne, til/fra de øvrige ruter på Djursland og til Letbanen på en række knudepunkter. Samtidig kommer der bedre forbindelser til både Randers og Aarhus," lyder det i pressemeddelelsen.

Formuleringer som langt fra alle borgere på Djursland er enige i.

Med den nye trafikplan bliver der oprettet flere uddannelsesruter, som giver de unge bedre mulighed for at komme til og fra uddannelsesinstitutionerne på skoledage.

Trafikplanen blev endelig vedtaget i byrådene i september 2019 efter en høring om trafikplanens overordnede principper, herunder ruteføringer og betjeningsomfang. Midttrafik og kommunerne modtog i alt 75 høringssvar, hvilket gav anledning til en række mindre justeringer på udvalgte ruter.

FAKTA

  • Trafikselskabet Midttrafik har fra 1. januar 2007 administreret den kollektive trafik i den midtjyske region
  • De regionale bussers kørsel bestilles og betales af Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen bestiller og betaler kørslen indenfor deres kommunegrænser
  • Midttrafik er en fusion af det tidligere Århus Sporveje Trafikselskab, dele af Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab (VAFT), dele af Vejle Amts Trafikselskab (VAT), de tidligere Ringkøbing og Århus amter, samt kommunerne i de 2 nedlagte amter
  • Som følge af strukturreformen blev den kollektive trafik samlet i trafikselskaber
  • Bestyrelsen består af 7 medlemmer udpeget af kommunerne og 2 medlemmer udpeget af Region Midtjylland
  • Bestyrelsesformand er 1. viceborgmester i Syddjurs, Claus Wistoft (V). Formandsjobbet aflønnes med et årligt vederlag på godt 200.000 kroner
  • Mads Nikolajsen (SF), udvalgsformand i Norddjurs Kommunalbestyrelse er menigt medlem af bestyrelsen og repræsenterer Midttrafik i Letbanerådet, hvor også partifællen Kirstine Bille, byrådsmedlem i Syddjurs har plads

Publiceret 08 January 2020 21:30