Administrerende direktør, CEO, Jakob Pedersen Kokfelt, og markedsdirektør Peter Hove takkede for Business Djurslands Erhvervspris på vegne af Refurb A/S, som sidstnævnte var med til at stifte i 2008. Foto: Lars Norman Thomsen

Administrerende direktør, CEO, Jakob Pedersen Kokfelt, og markedsdirektør Peter Hove takkede for Business Djurslands Erhvervspris på vegne af Refurb A/S, som sidstnævnte var med til at stifte i 2008. Foto: Lars Norman Thomsen

Erhvervspris til virksomhed med cirkulært idegrundlag

Hornslet virksomheden Refurb A/S modtog fredag Business Djurslands erhvervspris

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND Refurb A/S, der køber og sælger brugt IT-udstyr til både virksomheder, den offentlige sektor og private borgere modtog fredag Business Djurslands erhvervspris.

Det skete ved Business Djurslands nytårskur på den smukt moderniserede Sølballegaard nær Fuglsø.

De nye indehavere af den historiske gård, Sofie Saxtoft og Espen Højlund, har genåbnet de firelængede bygninger som mødested for turister, lokalbefolkning og virksomheder.

Sølballegaard kan efter en gennemgribende renovering rumme 20 overnattende gæster fordelt i værelser og ferielejligheder med eget køkken og bad. Hertil kommer i perioder af året Sølballegaards luksus-teltlejr for op til 100 gæster, som arrangeres i samarbejde med samarbejdspartner Nordic Destination, Ebeltoft.

Med udsigt til Trehøje overrakte formand for Business Djursland, Ole Sørensen, diplom og glaskunst til de to repræsentanter fra Refurb A/S, administrerende direktør - CEO, som den slags hedder på moderne dansk - Jakob Pedersen Kokfelt, og markedsdirektør Peter Hove.

Gazelle

Refurb A/S er en af 19 Børsen Gazeller på Djursland i 2019.

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Hvis virksomheden ikke opgiver omsætning i sit regnskab, beregnes væksten på baggrund af bruttoresultatet (Det er tilfældet med Refurb A/S).

Det er medlemmerne af Business Djursland, der stemmer om, hvem der skal have erhvervsprisen.

Cirka 40 procent af stemmerne faldt på Refurb A/S, kunne Ole Sørensen oplyse.

I Regnskabsrapporten for 2018 kan man læse følgende vurdering af Refurb A/S fra revisor:

"Selskabets strategi for vækst er fulgt, og udviklingen i selskabets aktiviteter anses for værende yderst tilfredsstillende.

Der er i 2018, som i foregående år, brugt mange ressourcer på udvikling af egne skræddersyede systemer, automatisering med robotteknologi samt internationalisering.

Selskabet oplevede i 2018 øget udbytte af tidligere investeringer og forventer en fortsat forøgelse af produktivitet på grund af disse tiltag.

Året viser en betragtelig øget omsætning, samt en tilsvarende stigning i bruttoavancen (2018: Cirka 18,5 mio. kroner mod cirka 12,6 mio. kroner året før og cirka 4,1 mio. kroner i 2014). Året giver et mindre, men positivt, resultat, som anses for værende mindre tilfredsstillende.

Med en strategiændring, der fokuserer mere på drift og kerneforretning, forventes en mindre vækst men et højere resultat i 2019. Der har efter regnskabets afslutning 2018 fortsat været vækst i både omsætning og bruttoavance."

Publiceret 10 January 2020 21:45