Humøret var højt, da den socialdemokratiske byrådsgruppe mødtes til vintermøde lørdag. Foto: Socialdemokratiet

Humøret var højt, da den socialdemokratiske byrådsgruppe mødtes til vintermøde lørdag. Foto: Socialdemokratiet

Socialdemokraterne rykker fortsat ud af rådhuset

Byrådsgruppen har på et vintermøde den forgange weekend talt politisk strategi for det næste halve år

Af
Lars Norman Thomsen

LOKALPOLITIK Socialdemokratiet går et spændende forår i møde, hvor partiets frontman Ole Bollesen til april skal fortælle sine partifæller og borgerne, om han også er borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021. Endnu mere, om dette års kommunale budget er så robust og fast i fugerne, som det blev udtrykt i oktober 2019 af et politisk flertal på 26 ud af 27. Efter to magre år, 2018 og 2019, med budgetoverskridelser, er 2020 lakmusprøven for borgmester-partiet, og sådan er det.

Den latterlige kliché om, at 'vi i Syddjurs gør det sammen' holder ikke en meter. Det er altid borgmesterens og hans parti, der står det til tærsk, hvis økonomien skrider.

Borgergrupper

Lørdag var byrådsgruppen samlet til vintermøde, hvor temaet var det næste halve år, og de seks fikspunkter, som Ole Bollesen har opstillet målsætninger:

• Et mere bæredygtigt Syddjurs

• Et samarbejdende Syddjurs

• Et økonomisk velfunderet Syddjurs

• Hjælp til selvhjælp for borgerne

• Syddjurs som en del af noget større

• Erhverv og turisme

"Nok så vigtigt brugte vi også megen tid på at finde ud af, hvordan vi bedst får borgerne i Syddjurs Kommune med i processen," fortæller gruppeformand Michael Stegger Jensen.

Det vil Socialdemokratiet gøre via borgergrupper, hvor alle, uanset partifarve, arbejder sammen om en idé eller et tema, der optager dem, fx. med et socialdemokratisk byrådsmedlem som fødselshjælper.

"Vi vil fortsætte vores møder rundt i kommunen, hvor vi til de åbne gruppemøder har haft succes med at få kontakt med mange borgere i Syddjurs. Vi har gjort det siden valget i 2017 og vil fortsætte med endnu større styrke i den kommende tid," lover gruppeformanden.

First stop Hornslet

Socialdemokratiet besøger tre byer i første halvdel af 2020. Og første stop er Hornslet og Hornslet Frtids- og Kulturcenter mandag 27. januar kl 17.30.

"Her vil det igen være de lokale, der sætter dagsordenen, og os der hjælper med at få de forskellige punkter ført ud i livet, eller få svaret på de spørgsmål, der må komme," lyder det fra Stegger.

"Her vil vi stille et byrådsmedlem til rådighed, der kan hjælpe med at få samlet en borgergruppe, som kan arbejde med nogle af de emner, der kommer frem i løbet af mødet, og hvor det vil være aktuelt at undersøge sagen nærmere."

Ugelbølle i marts og Kolind i maj er også med på Socialdemokratiets forårs-tour de Syddjurs.

Publiceret 10 January 2020 12:00