Så skal de gode forslag op på bordet

Så skal de gode forslag op på bordet

Mols jagter endnu flere gode ideer

Mols og Helgenæs kan blive et bedre sted at bo, arbejde og besøge - men hvordan? Borgermøde søndag

MOLS Søndag inviteres alle på Mols og Helgenæs til at komme med bud på hvordan det bliver endnu bedre at bo i området. Målet er holde gryden i kog på Mols og byde alle tilflyttere velkommen til fællesskabet

Mols og Helgenæs skal holde fart på udviklingen. De seneste fem år har organisationen Mols i Udvikling været med til at søsætte en række initiativer, men nu er det tid til at friske det hele op i en version 2.0. Derfor inviterer Mols i Udvikling og Borgerforeningen Mols alle fra området og tilhørende sommerhuse til Mit Mols 2020 i Molshallen på søndag 19. januar kl. 10-14.

Her vil der være oplæg fra Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden og tidligere Roskilde Festival, samt mulighed for at møde en masse aktive frivillige fra diverse grupper under Mols i Udvikling. Alle inviteres til at komme med ideer og indspark til, hvordan Mols og Helgenæs kan blive et bedre sted at bo, arbejde og besøge. Der vil være legehjørne og hygge for børnene og en gratis omgang chili con carne til frokost.

”Vi vil gerne vise godt værtsskab og byde alle indenfor. Derfor inviterer vi nye spillere ind for at få nye ideer på banen og holde momentum i de aktiviteter, der er i gang på Mols og Helgenæs. Målsætningen er at gøre området endnu federe,” siger Grith Mortensen, formand for Mols i Udvikling.

Hun håber, at også mange af de nye tilflyttere til området vil dukke op for at dele ideer og slå tankerne løs sammen med andre molboere, helboere og folk med sommerhus i området.

”I Mols i Udvikling kan man starte et projekt, hvis bare to går sammen om ideen. Der er typisk ikke de store penge, så den helt store kapital er det lokale engagement og det stærke fællesskab. Det stærke fællesskab på Mols og Helgenæs har altid haft en stærk tradition for at igangsætte projekter til gavn for hele området,” siger Grith Mortensen.

Tanken er at dagen begynder med oplæg og ideudvikling i plenum, hvorefter man ovenpå en frokost kan diskutere videre i workshops fordelt på områderne Natur, Kultur/kreativitet, Motion/sundhed og Transport/infrastruktur.

CV

Publiceret 17 January 2020 12:30