Brugsuddeler og socialdemokrat Michael Nielsen (i rød t-shirt) er ikke i tvivl om, at Sidse Graarup Vangsted (th.) er det oplagte bud på ung socialdemokrat i Syddjurs Byråd, der kan bringe Pindstrup på det politiske landkort - igen. Foto: Lars Norman Thomsen

Brugsuddeler og socialdemokrat Michael Nielsen (i rød t-shirt) er ikke i tvivl om, at Sidse Graarup Vangsted (th.) er det oplagte bud på ung socialdemokrat i Syddjurs Byråd, der kan bringe Pindstrup på det politiske landkort - igen. Foto: Lars Norman Thomsen

Ung kvinde skal løfte arven efter H.C. Baltzer

Den 28-årige jordbrugsteknolog Sidse Graarup Vangsted afviser ikke, at hun vil gå ind i lokal-politik for at få Pindstrup tilbage på dagsordenen i byrådet

Af
Lars Norman Thomsen

PINDSTRUP Sidse Graarup Vangsted, 28, er tilflytter til Pindstrup, hvor hun og gemalen Rasmus Isaksen er faldet mere end godt til sammen med deres børn.

Sidse Graarup Vangsted stammer fra Sindal i Nordjylland, hvor en stor del af hendes liv var heste, og er uddannet jordbrugsteknolog. Til daglig arbejder hun på halvtid sideløbende med, at hun passer en stilling som freelanceskribent.

De seneste par år er hun blevet en markant stemme i debatten på flere planer. Hun har engageret sig i distriktsrådet, ligesom hun er bestyrelsesformand i Dagli'Brugsen Pindstrup og landsrådsmedlem i Coop.

Næste skridt for hende kan sagtens blive lokalpolitik, hvor Pindstrup for første gang i Syddjurs historien ikke er repræsenteret med et byrådsmedlem, der har sin daglige gang i byen.

Tidligere Midtdjurs borgmester Hans Chr. Baltzer blev ikke genvalgt i 2017, og det var en bet for byen med dens mangeårige industrihistorie, store virksomheder og deraf følgende socialdemokratiske traditioner.

Hans Christian Baltzer med den altid gode næse for, hvordan politik skal skæres, har for længst spottet et politisk talent i Sidse Graarup Vangsted.

Det fortæller brugsuddeler Michael Nielsen, selv socialdemokrat, og med en fortid i byrådet (2010-2013). Han appellerer også til sin bestyrelsesformand.

"Vi kan sagtens mærke, at Pindstrup ikke repræsenteret i byrådet. Byen og området mangler den stemme, der har forståelsen for Pindstrup," siger Michael Nielsen.

Det ender nok sådan

Sidse Graarup Vangsted er bestemt ikke afvisende, snarere tværtimod. Hun har ikke partibogen i orden endnu, men..."Socialdemokratiet er det parti, jeg føler mig mest forbundet med og deler holdninger med."

"Vi er faldet virkelig godt til i Pindstrup, og vi holder meget af byen. Her bor masser af dejlige mennesker, som byder dig velkommen," siger hun, der i efteråret i 2019 havde sin debut på den lokalpolitiske scene.

Det var da byen var i oprør over, at skolebørnene på Marienhoffskolen med bopæl i Pindstrup ikke kunne komme med bussen hjem umiddelbart efter, at to afkortede skoledage var forbi, men måtte vente en god time i SFO. Det er fortsat tilfældet.

Sidse Graarup Vangsted var i debatten ude med riven efter både Marienhoffskolens bestyrelse og Syddjurs Kommunes skoleforvaltning.

En debat, der for hende og andre Pindstrup borgere viste, hvor vigtigt det et at sidde med til højbords, hvor beslutningerne tages.

Derfor er det et naturligt skridt for hende at samle depechen op efter den gamle hanelefant Hans Chr. Baltzer og forsøge at blive valgt til Syddjurs Byråd ved valget i november 2021.

Ligesom hun og andre vil medvirke til, at det bliver muligt at få mindst en Pindstrup forælder i Marienhoffskolens bestyrelse ved næste valg til skolebestyrelsen på folkeskolen i nabobyen.

Sidse Graarup Vangsted har allerede erfaret, at i Pindstrup tager man ikke noget for givet, for så bliver det givende ikke taget fra en.

Publiceret 23 January 2020 09:57