Igen i denne uge havde ukendte gerningsmænd malet nazistiske tegn på hans reklametrailer i Ebeltoft. Det er imidlertid ikke det eneste sted, Syddjurs Kommune har oplevet hærværk med højreradikale budskaber.Arkivfoto: Peter Overgaard Jensen

Igen i denne uge havde ukendte gerningsmænd malet nazistiske tegn på hans reklametrailer i Ebeltoft. Det er imidlertid ikke det eneste sted, Syddjurs Kommune har oplevet hærværk med højreradikale budskaber.Arkivfoto: Peter Overgaard Jensen

Reklameskilte igen udsat for nazi-hærværk

Syddjurs Kommune oplever flere tilfælde af nazistisk eller anden højreradikal propaganda

Af
Simon Carlson

Ebeltoft "Det er da voldsomt irriterende, så nu får jeg fjernet traileren."

Sådan lyder det fra Thomas Glob, indehaver af antik-forretningen Gammelpots Vadsæk på havnen i Ebeltoft, da han i denne uge endnu engang kunne konstatere, at hans reklametrailer, der var placeret ved Glasmuseet, havde været udsat for hærværk. Ligesom i sidste uge havde ukendte gerningsmænd malet nazistiske tegn på traileren i form af hagekors og SS-tegn.

Ikke personligt

Selv om det nu er anden gang inden for kort tid, at Thomas Globs trailer bliver udsat for hærværk, har han dog ikke umiddelbart i sinde at at anmelde hærværket.

"Det er virkelig irriterende på mange måder, men jeg har egentlig tænkt mig at lade være med at anmelde det. Jeg tænker, at det måske er nogle unge mennesker, der går og er lidt frustrerede, så jeg synes også, det er lidt synd for dem," forklarer Thomas Glob.

Han forestiller sig således heller ikke, at hærværket er decideret rettet mod ham personligt, men nærmere en tilfældighed.

"Jeg tror bare, traileren står godt der og er nem at komme til. Hvis det var rettet mod mig, havde de nok overmalet min butik i stedet," vurderer Thomas Glob.

Flere tilfælde i kommunen

Det var Syddjurs Kommune, der i denne omgang henvendte sig til butiksejeren for at informere ham om hærværket. Kommunen bad således også Thomas Glob om at få fjernet traileren med de negative budskaber, og det er ikke første gang inden for den seneste tid, at Syddjurs Kommune må forholde sig til nazistiske eller andre højreradikale budskaber. I løbet af det seneste halve års tid er kommunen således flere gange været nødt til at rykke ud for at fjerne nazistiske symboler, fortæller chef for Teknik- og Miljø i Syddjurs Kommune Rune Asmussen

"Vi har oplevet fem-seks tilfælde af noget, vi ikke plejer at se. Det har både været symboler, der er malet på elskabe, men også et flag med et hagekors, der var hængt op på en bro," fortæller Rune Asmussen, som dog endnu ikke oplever, at der er tale om en generel problematik i kommunen.

"Der har både været tilfælde i Ebeltoft og i Mørke, så det virker meget spredt og af forskellig art, men når man ligefrem hænger et flag op på en bro, så er det måske, fordi man vil noget med det," siger Rune Asmussen.

Publiceret 30 January 2020 19:00