Hornslet IFs bedste dameseniorer tørster efter at vende tilbage til 2. Division. Foto: Hornslet IF

Hornslet IFs bedste dameseniorer tørster efter at vende tilbage til 2. Division. Foto: Hornslet IF

Divisionshåndbold: Hornslet IF satser på at rykke op sammen med tophold

Hornslet IF’s divisionsdamer fortsætter pointhøsten og går efter at komme i oprykningsspil på vejen til 2. Division

Af
Martin Schultz

Med tre sejre og en uafgjort kamp mod Viborg HK har Hornslet IF som nr. 2 i 3. division fået en fin start på turneringen efter julepausen, men må indse, at det driftssikre tophold Skive fH bliver svær at hente. Derfor satser Hornslet IF på at holde fast i 2. pladsen og på den måde måde kvalificere sig til oprykningsspillet på vejen til 2. division.

“Vi havde håbet på, at Skive fH ville sætte point til, og vi har en drøm om at slå dem i vores indbyrdes opgør på deres bane midt i marts. Men Skive fH har ikke sat point til i 15 kampe, mens vi har sat fem point til, så de har vist, at de er bedre end os. De er dygtige, og Skive fH er en markant større klub end vores,” siger Hornslet IF’s cheftræner Max Ørum Christensen.

Så Hornslet IF’s kvinder skal holde snuden i sporet i sæsonens sidste seks kampe, hvor udekampen mod Skive fH 12. marts bliver den helt store udfordring.

Heidi Astrup med hos Viborg HK

I de fire kampe i januar blev det til et pointtab mod rækkens nr. 3 Viborg HK i en kamp, som endte 23 - 23.

“Det var vores egen skyld, for vi var direkte dårlige og smed sejren væk i de sidste ti minutter. Det var brandærgerligt, at vi ikke kunne holde fokus til sidst mod et bundrutineret Viborghold med den tidligere landsholdsspiller Heidi Astrup i spidsen,” fortæller Max Ørum Christensen.

Viborg HK i 3. Division er storklubbens trediehold og har en lang række tidligere divisions- og ligaspillere på holdet med den nu 47-årige Heidi Astrup som alderspræsident.

Hornslet IF startede det nye år med at vinde lokalopgøret mod HEI, Skæring med 30-22, men satte derefter et point til i den uafgjorte kamp mod Viborg HK.

Derefter blev Oddense Otting U & GF på udebane slået med 27-20 i en kamp, hvor der var afbud fra Sara Thrue og målmand Malene Brejnbjerg, så der blev spilletid til den snart 44-årige “veterankeeper” Karin “Goofy” Rasmussen. En anden rutineret tidligere stamspiller, Mette Ørum Madsen, afløste Sara Thrue på stregen.

“Vi fil hurtigt kontrol over kampen og alle spillere fik godt med spilletid. Vi var foran 14-12 ved pausen, og så lukkede vi kampen helt ned i 2. halvleg,” fortæller Max Ørum Christensen.

Håndboldkusiner tilbage på holdet

I den sidste kamp mod Struer Håndbold, som blev spillet på udebane forrige tirsdag aften, manglede Emilie Gammelvind Sørensen og Sarah Thrue, som begge var på skiferie, mens Julie Kristine Svendsen havde problemer med sin fod. Denne gang var det en anden tidligere stamspiller og kusine til Mette Ørum Madsen, nemlig Ann Ørum Christensen, som hjalp til som stregspiller i stedet for Sara Thrue. Desuden var der debut til unge Thea Søgaard Rasmussen, kusine til håndboldsøstrene Mai og Mia Søgaard Bang, som var med på venstre fløj som gardering for Julie Kristine Svendsen. Katrine Solgaard har afløst rutinerede Maria Møller, som har knap med tid og derfor spiller med på Jyllandsserieholdet, på divisionsholdet og har overtaget Maria Møllers rolle både defensivt og offensivt.

Struer Håndbold blev aldrig en udfordring, og Hornslet IF vandt med 25-17 efter at have ført med12-7 ved pausen.

Pokalkamp mod Fredericia Håndboldklub

Hornslet IF har kun en turneringskamp i februar, når holdet mandag 17. februar kl. 19.45 møder NSK Håndbold, Krunderup på hjemmebane i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.

“Men vi træner fuldt ud videre. Vi arbejder i dybden, også fysisk, med henblik på det oprykningsspil vi satser på at være med i,” siger Max Ørum Christenensen.

Samtidig kan Hornslet IF’s divisionsdamer se frem til en pokalkamp i Santander Cup’s 5. runde. Hornslet IF slog fornylig Søndermarken Vejle Håndboldklub fra 3. Division sikkert på udebane med 32-17 i Santander Cup’s 4. runde. Forude venter nu en spændende kamp på hjemmebane mod Fredericia Håndboldklub fra 2. Division.

Kampfakta

3. Division kvinder, pulje 2

  • Hornslet IF - HEI, Skæring 30 - 22

Søndag 5. januar kl. 15.00 i Hornslethallerne

  • Hornslet IF - Viborg HK 3 23 - 23

Søndag 19. januar kl. 13.30 i Hornslethallerne

  • Odense-Otting U & GF - Hornslet IF 20 - 27 (12 - 14)

Fredag 24. januar kl. 20 i Oddense Hus

  • Struer Håndbold - Hornslet IF 17 - 25 (7 - 12)

Tirsdag 28. januar kl. 19.45 i Struer Energi Park

  • Struer Håndbold - Hornslet IF 17 - 25 (7 - 12)

Tirsdag 28. januar kl. 19.45 i Struer Energi Park

Publiceret 09 February 2020 21:30