Når der bliver kaldt til nytårsappel i IF Ådalen, dukker både damer og herrer op i stort tal. Foto: IF Ådalen

Når der bliver kaldt til nytårsappel i IF Ådalen, dukker både damer og herrer op i stort tal. Foto: IF Ådalen

Ud med suppen og ind med lækker aftensmad

Et fremmøde på over 35 dame- og herrespillere til nytårsappel viser, at der er grøde i seniorfodbolden i Lime-Skørring området

Af
Lars Norman Thomsen

ÅDALEN Der er langt fra Ådalen og til de bonede gulve på rådhuset i Ebeltoft, men herude trives IF Ådalen ganske glimrende med en seniorafdeling, der i en lang årrække har været polstret fint med mange medlemmer.

Det kom til udtryk ved den nyligt afholdte nytårsappel på Lime Stadion, hvor 37 dame- og herrespillere dukkede op i omklædt stand - flere i shorts.

Superveteranen Kaare Brøgger Sørensen søn af klubbens tidligere mastermind og træner, Anders 'Mao' Sørensen ledede slagets gang i fraværet af den nye cheftræner for herresenior, Jesper Møgelvang, som først kunne støde til efter, at de udendørs fornøjelser var et overstået kapitel.

Møgelvang var i Middelfart til en DBU-samling for C1-trænerinstruktører.

Træningen bestod af opvarmning, hvorefter der blev delt seks hold, der spillede kampe på kryds og tværs.

Mads E. kokkerede

I klubhuset ventede midtbanespilleren Mads 'E' Espensen med lækker hjemmelavet mad - kartoffelsalat, flødekartofler, lækre salater og steg havde til alles tilfredshed afløst den traditionelle suppe.

Mads 'E' havde fået ja til at agere i køkkenet i stedet for at gøre det på fodboldbanen.

Farmand, Ådalen ikonet Jan Espensen, bød velkommen til spillerne og Jesper Møgelvang, som herefter fortalte om opstarten, og så var der ellers fest til den lyse morgen.

De kan noget i Ådalen med at forbinde fodbold og fest - også til en nytårsappel.

Stort fremmøde

Træningsfremmødet har siden nytårsappellen været flot med over 25 mand.

"Vi forventer at blive 25-30 spillere til træning to gange om ugen," siger Jesper Møgelvang, der i den forgange weekend havde 30 mand til rådighed i en intern træningskamp på kunstgræs i Hornslet.

Lørdag 15. februar venter lokalrivalerne AH 2012 i den første træningskamp.

Pænt med tilgang

IF Ådalen har fået en del tilgang af nye spillere.

"Vi mangler lige det fuldstændige overblik, men det får vi inden længe," lover Jesper Møgelvang.

Følgende nye spillere har indtil videre slået vejen forbi Lime Stadion:

  • Martin Jørgensen - tidligere Dronningborg B og Randers Freja
  • Mathias Møller Hansen - tidligere Kristrup B
  • Niklas Mønster Krogh - tidligere Kristrup B
  • Matias Madsen - tidligere TST og AGF
  • Anders B. Johansen - tidligere Skødstrup SF
  • Simon H. Kristensen - tidligere Auning IF

Publiceret 10 February 2020 15:43