Brugsuddeleren ser muligheder efter, at 2019 resultatet var det bedste i fem år. Foto: Simon Carlson

Brugsuddeleren ser muligheder efter, at 2019 resultatet var det bedste i fem år. Foto: Simon Carlson

Daglig' Brugsen i Lime:Skaber det bedste resultat i fem år

Der er mange faktorer i spil, hvis man skal overleve som dagligvarebutik i de små byer, men det kræver først og fremmest samspil med lokalsamfundet

Af
Simon Carlson

Lime Dagli' Brugsen i Lime ligger klods op ad en mark, hvor der er udsigt til åbne vidder og højt til himlen. Det fortæller også historien om, at kundegrundlaget for en dagligvareforretning ikke er uendeligt, og derfor skal der arbejdes lidt ekstra og lidt anderledes, hvis der skal noteres positive resultater på bundlinjen og optimisme for fremtiden. Særligt når man konstant udfordres af store discount-supermarkeder, der langsomt rykker tættere og tættere på den lille landsby.

En altid trimmet og opfyldt butik og forsøget på at efterkomme særlige kundeønsker, som for eksempel en bestemt type kaffe, er blandt de fokuspunkter brugsuddeler Nicolai Pedersen og resten af personalet i Dagli' Brugsen i Lime har for at gøre samspillet mellem butik og lokalområde endnu bedre.

En altid trimmet og opfyldt butik og forsøget på at efterkomme særlige kundeønsker, som for eksempel en bestemt type kaffe, er blandt de fokuspunkter brugsuddeler Nicolai Pedersen og resten af personalet i Dagli' Brugsen i Lime har for at gøre samspillet mellem butik og lokalområde endnu bedre.

Brugsuddeler Nicolai Pedersen lægger da heller ikke skjul på, at havde forretningen været en fuldstændig selvstændig købmand, så havde nøglen formentlig været drejet rundt for flere år siden, men noget tyder på, at der blæser nye vinde ind over markerne ved Lime.

I 2019 lykkedes det således brugsuddeler Nicolai Pedersen og resten af personalet at skabe det bedste resultat i brugsen i fem år, og den slags fordrer jo optimisme.

"I januar i år har vi haft en større omsætning i forhold til januar sidste år, og de seneste måneder har der været samme tendenser, hvor vi har holdt vores omsætning. Det vil vi rigtig gerne udvikle på. Det er klart, at det gør jo tingene meget, meget nemmere," konstaterer Nicolai Pedersen med henvisning til, at det i sidste ende er Coop Danmark, der beslutter butikkens fremtid.

Der er da også flere positive ting, som brugsuddeleren kan fremvise fra handlen i forretningen. Ifølge Nicolai Pedersen handler kunderne i Dagli' Brugsen i Lime for cirka 100 hundrede kroner, hvor det normale gennemsnit i dagligvarehandlen ligger på 70-75 kroner. Det viser en stærk lokal opbakning til forretningen, mener Nicolai Pedersen. Den slags går naturligvis begge veje, og derfor afhænger brugsens fremtid i høj grad af samspillet mellem byen og butikken.

Dagli' Brugsen er således i højere grad blevet facilitator på forskellige arrangementer i byen som for eksempel fastelavnsfest og juleoptog.

"Når vi kan samle 120 mennesker til juleoptog gennem byen, så fortæller det mig, at der er en stor opbakning til de ting, vi laver, og det er jo sådan en opbakning, der hjælper butikken. Ligesom for et sportshold, så er det sammenholdet, der bærer os igennem," mener Nicolai Pedersen.

Åbenhed og ærlighed

Vejen til sidste års gode resultat er dog også skabt internt. I efteråret skar butikken 45 minutter af sin lukketid, så forretningen nu lukker 18.45 i stedet for tidligere 19.30. Ifølge Nicolai Pedersen sparer det Dagli' Brugsen omkring 10.000 kroner om måneden. Samtidig gennemførte Dagli' Brugsen også en kundeundersøgelse i slutningen af 2019. Det har ført til tre konkrete nedslagspunkter, som kunderne efterspørger og personalet i brugsen nu vil have ekstra fokus på at imødekomme.

Alt sammen er det en del af det samspil, der skal til, for at der fortsat kan være dagligvarehandel i Lime.

"Jeg tror på, at jo mere åbne og ærlige, vi er, jo mere får vi ind den anden vej. Hvordan skal kunderne ellers vide, hvad vi arbejder på og vide, at vi tager dem seriøst? Vores store udfordring er de handlende uden for en fem kilometer-zone fra butikken. Kan vi vise åbenhed og fortælle, hvilke ting vi arbejder på, så kan vi måske få kunderne til at køre herind en gang mere fremfor, at de kører den anden vej. Det vil løfte butikken rigtig meget," fastslår Nicolai Pedersen.

Publiceret 14 February 2020 14:30