Der er liv og glade dage i Ældre Sagen Rønde, der mangler en ny formand, når den mangeårige formand Hans Friis fratræder på årsmødet. Arkivfoto

Der er liv og glade dage i Ældre Sagen Rønde, der mangler en ny formand, når den mangeårige formand Hans Friis fratræder på årsmødet. Arkivfoto

Efterlysning: Ny formand til Ældre Sagen Rønde

Alt er i skønneste orden hos Ældre Sagen Rønde bortset fra, at formandsposten snart bliver ledig

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Efter mange år som formand hos Ældre Sagen Rønde har Hans Friis besluttet at stoppe.

"Hans har gjort et stort stykke arbejde i bestyrelsen. Det kommer vi til at savne. Bestyrelsesmøderne har altid været præget af en god og munter tone," roser næstformand Bente Andersen

Ældre Sagen Rønde står altså nu og mangler en ny formand. Næstformand og kasserer fortsætter til gengæld.

"Vi ønsker en formand der har interesse i Ældre Sagens aktiviteter, er nytænkende og åben for nye initiativer og ideer. For en ny formand er der hjælp og støtte at hente fra sekretariatet Ældre Sagen i København," lover Bente Andersen.

"Vi har en velfungerende bestyrelse på ni personer – syv i bestyrelsen, to suppleanter," siger næstformanden.

Ældre Sagen Rønde har hele 1.268 medlemmer, de fleste er over 60 år.

I løbet af et år sker der en masse, blandt andet spændende udflugter, dagture, foredrag med interessante foredragsholdere, spis sammen - en god måde at få nye bekendtskaber, julefrokost med underholdning, vinsmagning osv.

Årsmødet i Ældre Sagen Rønde afholdes onsdag 11. marts klokken 19 i A-Huset.

"Kunne du tænke dig at blive suppleant i bestyrelsen, så kan vi bruge flere frivillige der ønsker medindflydelse, som har gåpåmod til at være noget for enlige i kommunen," siger Bente Andersen.

Publiceret 14 February 2020 17:30