Børnetallet er faldet markant i Ebeltoft siden 2001.Foto: Syddjurs Kommune

Børnetallet er faldet markant i Ebeltoft siden 2001.Foto: Syddjurs Kommune

Børnetallet falder i Ebeltoft

Børnetallet falder i Ebeltoft og omegn. Det mærker man også på Ebeltoft Skole, der har langt færre elever end tidligere

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Børnetallet er faldet markant i Ebeltoft og omegn, og det ses tydeligt på børnetallet i skoledistriktet.

Ifølge tal, som Lokalavisen har fået udtrukket, er der næsten sket en halvering i antallet af børn tilknyttet Ebeltoft Skoledistrikt siden 2001.

Tilbage i 2001 lå antallet af børn og unge fordelt på årgange og skoledistrikt på 87 i Ebeltoft, mens det tal i 2019 var helt nede på 49.

Antallet af klasser falder

Det mærker man også på Ebeltoft Skole, der de senere år kun har kunnet oprette to klasser fremfor tre.

"Vi opretter stadig to klasser pr. årgang, men de kan sommetider være meget små," siger skoleleder Lars Lau Frederiksen.

Han påpeger dog, at han ser en stagnation i forhold til nedgangen i børnetallet, og derfor bekymrer han sig ikke synderligt om tendensen.

"Som jeg kan se det, så har tallet de seneste år ligget nogenlunde stabilt, og det fortæller mig, at udviklingen er vendt, men det er klart, at det ikke er rentabelt at have små klasser for længe ad gangen."

Prognoserne i Syddjurs Kommune lyder ellers på en tilvækst i antallet af børn, det har dog ikke vist sig tilfældet i Ebeltoft Skoledistrikt endnu.

Publiceret 26 February 2020 11:30