GreyBirds på vingerne. Pressefoto.

GreyBirds på vingerne. Pressefoto.

Her uddannes fremtidens piloter

Hvert år bliver cirka 30 piloter uddannet på GreyBird Pilot Academy, der har lokaler ved Aarhus Lufthavn

Af
Anette Bonde

luftfart Snakken går i kantinen, kaffe, smil, panderynken, en helt almindelig dag på et uddannelsessted, bortset fra at der er striber på nogle af skuldrene.

GreyBird Pilot Academi har fart på. Virksomheden begyndte som uddannelsessted for erhvervspiloter i 2013, og i 2015 var det første hold på fire styk klar til at gå på vingerne. Antallet har været støt stigende, og kun fire år senere, i 2019, dimitterede over 30 nye piloter.

Der er masser af teori i uddannelsen, og eleverne kommer ud at flyve fra starten. Jævnligt letter en af akademiets maskiner med eleverne ved instrumentbrættet, enten solo eller med en instruktør ved siden af.

'Fremadstormende'

"Vi har taget en stor del af markedet i Danmark, og jeg tør godt kalde os for fremadstormende. GreyBird Pilot Academy er i dag ét af de to største uddannelsessteder i Danmark for piloter, og vi vokser 40-50 procent årligt i både Danmark og Sverige," siger direktør og medejer Søren Møller.

Hos GreyBird er man gået i gang med næste niveau. Det gælder blandt andet forberedelse af ny og større ledelsesstruktur i og med at der er sket en udvidelse af investorkredsen. Den tæller blandt andet Jens Stausholm, der som bekendt også har skudt penge i Aarhus Lufthavn.

GreyBird Pilot Academy er blevet bygget oven på Aarhus Flight Academy, der uddannede fritidspiloter. Da Søren Møller, der selv er uddannet pilot, gik ind i selskabet i 2013, blev det besluttet at udvide skolen og begynde at uddanne erhvervspiloter. I dag er der i alt godt tredive ansatte med 15-16 instruktører, 4 mekanikere, 10 i den tekniske administration og 3 i den traditionelle administration.

Tre hold årligt

Fra GreyBird Pilot Academy i Danmark uddannes tre hold årligt a 12-20 elever, og fra en nyere afdeling i Sverige kommer to hold på 10-15 elever ud med flycertifikat årligt. Om vinteren er eleverne tre uger ad gangen på akademiets Fair Weather Base i Spanien, hvor de introduceres til bjergterræn og de tilhørende vejrfænomener.

Ifølge Søren Møller skal der slides for at komme igennem uddannelsen. Det teoretiske pensum svarer til cirka to universitetsår og skal gennemføres på blot otte måneder. Derudover er der 205 flyvetimer, der med forberedelse og pre- og postbriefing tager cirka 600 timer.

Ved siden af det faglige og boglige pensum lægges stor vægt på den personlige udvikling.

"Den er lige så vigtig. En pilot skal være ansvarlig, præsentabel, kommunikerende, punktlig og kunne se foran situationen. Og selvfølgelig evne at træffe beslutninger, også i pressede situationer."

Publiceret 29 February 2020 14:00