Tre projekter skal skabe naturglæde i Syddjurs

30 projekter i Region Midtjylland har samlet set fået 1,29 millioner kroner i støtte fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og AAGE V. JENSEN NATURFOND i forbindelse med partnerskabet Vores Natur

Af
Lars Norman Thomsen

NATURPROJEKTER Friluftsrådet, Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og AAGE V. JENSEN NATURFOND bevilligede i februar i alt 6,4 millioner kroner til 127 projekter, der vil skabe lokale aktiviteter i naturen i forbindelse med Vores Natur i 2020.

I Region Midtjylland er der givet tilskud på i alt 1,29 millioner kroner til 30 forskellige projekter. Tre af projekterne kommer til at foregå i Syddjurs Kommune.

Vores Natur er et partnerskab mellem DR, Naturstyrelsen, Danske Naturhistoriske Museer og Friluftsrådet, som sætter fokus på den forunderlige danske natur og alle de spændende oplevelser, der venter derude. Vores Natur skydes i gang med den danske naturserie 'Vilde, vidunderlige Danmark', der får præmiere på DR1 søndag 12. april. Frem til d. 1. november vil der være et væld af naturaktiviteter, som en masse forskellige organisationer på både nationalt og lokalt niveau står bag.

Tre Syddjurs projekter

Tre naturprojekter i Syddjurs har modtaget støtte:

  • Nationalpark Mols Bjerge: Danmark under vandet - om natten
  • Tilskud til en række nat-snorkeldyk med naturformidling i forbindelse med de to 'Nat i naturen'-datoer, og i forbindelse med Naturstafettens ophold i Nationalparken i uge 36. Derudover afholdes flere dyk gennem hele projektperioden under 'Danmark under vandet'. Projektet gennemføres i samarbejde med lokale dykkerforeninger
  • Bevilling: 47.300 kroner til udstyr samt ekstern instruktør
  • Karpenhøj Naturcenter: Vilde veje til mindre madspild
  • Tilskud til projekt, der skal udbrede viden og erfaring med brug af vilde urter i madlavningen og inspirere til at maden tilberedes på bål. Der afholdes workshops for frivillige om 'Vild Mad med brændenælder', brændenældens dagarrangementer og 'Vilde middage mod madspild'.
  • Bevilling: 30.200 kroner til råvarer, eksterne formidlere, markedsføring mv.
  • Dansk OrienteringsForbund O-løb m/naturformidling Land/Vand Uge 36 i Naturpark Mols Bjerge Tilskud til orienteringsruter til lands og på vandet med indbygget naturformidling. De to ruter danner afsæt for afholdelse af åbne arrangementer i tilknytning til Naturstafetten.
  • Bevilling: 50.000 kroner

FAKTA

FAKTA

Fordeling af tilskud Der er i alt uddelt 6,4 millioner kroner til 127 projekter:

  • I Region Hovedstaden er der givet tilskud på i alt 930.950 kroner til 24 projekter
  • I Region Midtjylland er der givet tilskud på i alt 1.290.309 kroner til 30 projekter
  • I Region Nordjylland er der givet tilskud på i alt 663.050 kroner til 17 projekter
  • I Region Sjælland er der givet tilskud på i alt 932.500 kroner til 23 projekter
  • I Region Syddanmark er der givet tilskud på i alt 986.550 kroner til 22 projekter
  • Derudover er der givet i alt 1.596.496 kroner i tilskud til 11 projekter, hvor landsdækkende organisationer afholder aktiviteter flere steder i landet

Publiceret 05 March 2020 05:30