Jens Emil Sanggaard benyttede sin månedlange tur på Caminoen til at reflektere over livet og døden, og alt muligt derimellem og til sin tid

Jens Emil Sanggaard benyttede sin månedlange tur på Caminoen til at reflektere over livet og døden, og alt muligt derimellem og til sin tid

En lang gåtur på Caminoen blev til en roman ...

Jens Emil Sanggaard rev en måned ud af kalenderen i i efteråret 2019 for at tage benene på nakken og gå ad den berømte pilgrimsrute i Sydfrankrig til den spanske by Santiago de Compostela

Af
Lars Norman Thomsen

NIMTOFTE Jens Emil Sanggaard bor idyllisk på en top i landsbyen Sjørup i en gammel og smukt moderniseret tidligere landejendom.

Her driver han Bed & Breakfast om sommeren, når hans fast job som organist i Søften-Foldby kirkerne kører lidt på vågeblus.

I efteråret 2019 fik han en længe næret ambition opfyldt - en månedlang tur på pilgrimsruten Caminoen for at få renset ud i krop og sjæl og måske se verden begynde på ny.

Han kyssede kæresten farvel. Tog turen med apostlenes heste iført et par solide vandresko fra Sjørup til lufthavnen i Stabrand med en lille rygsæk over skulderen med alt det fornødne.

Herfra gik turen til Nice i Sydfrankrig og videre til det planlagte startsted. Her begyndte et eventyr, der snart udmøntede sig i en roman.

Notesbogen fremme

Jens Emil Sanggaard har et gemyt, der gør, at han let kommer i kontakt med mennesker. Det skete også hurtigt på den lange gåtur, hvor dagene blev afsluttet med en tete-a-tete med dagbogen i et par timer eller tre på det herberg, hvor natten skulle tilbringes, benene have hvile og kroppens depoter tankes op igen.

'Tak for turen!' er en roman, der blander fak- og fiktion. En moden mands betragtninger. Romanen kan købes i samtlige boghandler på Djursland

'Tak for turen!' er en roman, der blander fak- og fiktion. En moden mands betragtninger. Romanen kan købes i samtlige boghandler på Djursland

"Hver dag på Caminoen, hvor jeg for det meste gik i 8-10 timer, skrev jeg noter på min telefon, og om aftenen efter et godt måltid mad brugte jeg 2-3 timer på at skrive i min dagbog," fortæller Jens Emil Sanggaard

Dagbogen er en vigtig del af den fiktive roman, 'Tak for turen', som Jens Emil Sanggaard efterfølgende skrev færdig i Danmark i slutningen af 2019 og udgav på eget forlag.

Tanker fra moden mand

Jens Emil Sanggaard er grundigt træt af at læse dokumentariske romaner om forfatterens grufulde opvækst.

De er skåret over samme læst med forældrene i skurkerollerne og forfatteren som den stakkels mand eller kvinde som trods alt formåede at redde sig i land.

"Min roman handler ikke om min barndom. Den handler derimod om mit liv som voksen. I romanen er jeg fortælleren Jens Emil. Jeg forestiller mig, hvordan mit liv kunnet have set ud, hvis jeg havde været en dygtig IT-specialist i stedet for organist i Folkekirken."

"I den fiktive del af romanen møder jeg Isabella, der er særdeles 'sexet', ved en IT-konference i København. Efterfølgende bor jeg i Silicon Valley i 10 år sammen med Isabella. Jeg har i den periode ikke megen kontakt med mine børn. Det er først, da jeg får en kort besked fra min datter Emilie på 23 år, at hun har mødt en kæreste og venter barn, at jeg får genoptaget kontakten med både hende og min søn Emil på 20."

"I romanen flytter jeg tilbage til Danmark, hvor jeg opholder mig en hel sommer på min søster Bodilles Bed & Breakfast. Men hvad skal jeg, da sommeren går på hæld? Jeg får lidt af en eksistenskrise og beslutter mig, efter opfordring fra min søster, at gå Caminoen på 800 kilometer. Hvad sker der på turen? Hvilke mennesker møder jeg? Og hvad er vigtigt at bruge tiden og livet på efter Caminoen, hvor en ny tid som bedstefar venter?"

"Det er sådanne tanker og eftertanker, der optager mig i romanen, som i øvrigt skal læses som en humoristisk roman om bl.a. livet og kærligheden," understreger Jens Emil Sanggaard, der i virkelighedens verden også har to voksne børn, som han altid har været der for og fortsat har et tæt forhold til nu, hvor de er kommet til skelsår og alder.

'Tak for turen!' kan købes i de lokale boghandler på Djursland.

Publiceret 06 March 2020 19:00