Retro-/Antikmarked: Håber på over 3.000 gæster

Entréindtægten ved weekendens kræmmermarked i Rønde Idrætscenter går ubeskåret til at forskønne udearealerne ved Strandbakkehuset

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Det er vist det eneste sted i Danmark, at lokaludgaverne af Lions Club og Rotary arbejder tæt sammen for 12. gang om at arrangere indendørs Retro/Antik Loppemarked.

I Rønde trives de to humanitære organisationer fint side om side uden problemer af nogen art.

I weekenden går det løs igen i Rønde Idrætscenter, hvor de 175 stande har fundet en ejermand for længst.

Alle voksne betaler 20 kroner i entré, og samtlige indtægter herfra er øremærket de nye børne- og ungehospice i Rønde, Strandbakkehuset, og specifikt udearealerne.

Det samme var tilfældet ved markedet i efteråret 2019.

"Hvis der kommer mere end 3.200 voksne denne gang, vil det betyde, at vi kan overrække et samlet beløb på over 100.000 kroner til hospiceleder Dorit Simonsen," fortæller Carsten Skivild fra Lions Club Rønde.

Han opfordrer gæster til weekendens marked til at lægge lidt oven i entréindtægten med tanke på, at pengene går til et godt formål.

Kræmmermarkedet, som afvikles forår og efterår i Rønde Idrætscenter, har udviklet sig til at være Østjyllands største marked i denne genre.

"Udstillerne kommer fra hele landet. Vi har antikvitetshandlere fra Sjælland, retro- og antikhandlere fra Fyn og flere fra både Sønder- og Nordjylland. Sædvanen tro kommer der også flere større retro- og antikhandlere fra Aarhus området," siger Erling Mikkelsen fra Rønde Rotary.

Ligner sig selv

Markedet ligner sig selv, men gæsterne vil opleve et volumen på de 2.100 kvadratmeter i Rønde Idrætscenter, som ikke før set.

Til nyhederne hører, at ungdommen har meldt sig på banen.

Med de to vordende HHX-studenter Pernille Madsen, Auning og Sally Nguyen, Hornslet, i spidsen markerer de unge sig med en stand i Multirummet.

"Det er ofte de små ting i livet, der gør en forskel, og vi er mange unge fra HHX i Rønde som gerne vil være med til at støtte et godt formål som Strandbakkehuset," forklarer Sally Nguyen.

"Vi har opfordret alle på HHX til at kigge rundt i krogene derhjemme for at se, om der er tøj, spil eller andet, som med fordel kan sælges på markedet, og vi skal nok få lavet en fin og stor stand, som vil blive bemandet på skift af vi unge," fortæller Pernille Madsen.

Swingpjattere åbner

Når markedet åbner lørdag klokken 10 vil dansere fra Foreningen Kom og Dans Grenaa åbne ballet med en tempofyldt opvisning i swing og rock'roll fra de glade 1950'ere og 1960'ere.

Da er både repræsentanter fra guldsponsor Rønde Sparekasse og sølvsponsor Ejendomsmægler John Frandsen på plads i hallen.

De to lokale virksomheders bidrag er meget afgørende for markedets succes, understreger Erling Mikkelsen.

Rønde Sparekasse og arrangørerne har genforhandlet sponsoraftalen, så den nu gælder frem til og med markedet i marts 2021.

Publiceret 06 March 2020 11:47