Ebeltoft Rideskole har eksisteret i 50 år, men den er nu så presset, at sidste udvej er at bede forretningerne i byen om hjælp.Foto: Maja Schmidt

Ebeltoft Rideskole har eksisteret i 50 år, men den er nu så presset, at sidste udvej er at bede forretningerne i byen om hjælp.Foto: Maja Schmidt

Ebeltoft Rideklub mangler heste: Er der nogen, der vil hjælpe os?

I 50 år har Ebeltoft rideklub tilbudt undervisning til lokale børn i byen, men klubbens ponyer er blevet gamle, så den mangler akut økonomisk støtte, hvis rideklubben skal fortsætte

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Det er en ældre flok ponyer, der lægger ryg til 35 rideelever hver uge på Ebeltoft Rideklub. Faktisk er hestene nu så gamle, at Ebeltoft Rideklub er nødsaget til at søge økonomisk støtte fra forretningerne og de lokale i Ebeltoft for at kunne overleve.

"Vi er en frivillig organisation baseret på frivillig arbejdskraft, så vi lever af lokaletilskud og børneaktivitetsstøtte. Men den støtte går til børnene og kan ikke bruges på indkøb af heste eller udstyr, så vi er pressede," siger bestyrelsesformand Maja Schimdt.

Ebeltoft Rideklub står akut og mangler 100.000 kroner til indkøb af fire nye ponyer, for den nuværende flok har en alder mellem 18-27 år, og det har konsekvenser for kommende elever.

"Vi har fx måtte sige nej til en 13-årig dreng, der ønskede at gå her, fordi vi ikke kan tilbyde ham en hest, der er stor nok. Det gør mig helt deprimeret, for vi har både pladsen og undervisningsressourcerne at tilbyde," siger hun.

Reklameskilte er umoderne

Tidligere har det ellers været nemt for rideklubben at modtage donationer i form af sponsorater. Nordea har som et eksempel flere gange doneret midlerne til en pony, men den form for reklame, som rideklubben tilbyder, er ikke længere særlig attraktiv, fortæller Maja Schmidt.

"Førhen var det ideelt at reklamere lokalt via skilte i ridehallen, men alt det kan klares via et opslag på Facebook i dag."

Maja Schmidt ærger sig også over, at Syddjurs Kommune ikke ønsker at hjælpe, for rideklubben er en del af et rigt foreningsliv, mener hun.

"Kommunen brokker sig over, at familierne flytter fra Ebeltoft, men samtidig vil den ikke bidrage til foreningslivet, som måske kunne trække flere til," siger hun.

Lille klub med stor betydning

Ebeltoft Rideklub er en lille forening, men ikke desto mindre er Maja Schmidt ikke i tvivl om, at den gør en forskel i lokalområdet.

"Vi er faktisk det eneste ridetilbud i kilometers omkreds, og vi gør en stor forskel for de 35 børn, vi har. Vi er samtidig et sted, der beholder hestene i et helt liv. Lige nu har vi Sanne, en pony på 27 år, som har været her, siden hun var 4," siger Maja Schmidt.

Hun håber at finde de 100.000 kroner blandt byens forretningsdrivende eller andre med interesse for foreningslivet.

"Alle bidrag er velkomne. Vi arbejder lige nu på at kunne bygge om herude, så vi kan skabe endnu bedre forhold for både børnene og hestene."

For nyligt var flere af skolens elever også ude og sælge påskeæg til fordel for rideklubben, og på den måde kan selv små bidrag være med til at samle ind til nye ponyer.

Publiceret 08 March 2020 09:33