Kommentar: Vælter Alternativet også i Syddjurs?

Af
Lars Norman Thomsen

lokalredaktør:

"Som Alternativets byrådsmedlem i Syddjurs Kommune har den sidste måneds tid været svær at være vidne til. Det har været en periode som i høj grad har handlet om personer i stedet for politik.

Jeg er personligt rigtig ked af den situation, for vi vil jo i sidste ende alle det samme: at arbejde for et grønnere og mere menneskeligt Danmark.

Det har dog ingen betydning for mit medlemskab af Alternativet. Jeg bakker op om vores medlemsdemokrati og dermed op om Josephine Fock som politisk leder.

Det er nu tid til at samle sig og tid til, at vi får baglandet og alle vores medlemmer i tale. Så vi kan få vores gode og visionære politik på dagsordenen igen."

Sådan skriver Alternativets byrådsmedlem i Syddjurs, Mette Refshauge Foged, med en pæn portion optimisme i en mail til Lokalavisen efter en forespørgsel fra redaktøren om hendes reaktion på partiets tilsyneladende deroute.

Om Mette Foged så har noget at have sin optimisme i, vil de kommende uger vise frem til partiets landsmøde i april. Med fire folketingsmedlemmer ud af fem, der har forladt partiet, er det nærmest umuligt at se en fremtid for Alternativet.

Kun politisk ordfører Torsten Gejl, der bor i Rønde, holder fanen højt - indtil videre. Hans opgave i Folketingssalen bliver selvfølgelig naturstridig, selv om den nye politiske leder, Josephine Fock, efter mandefaldet i folketingsgruppen konstaterede: "Vi kan rejse os som en Fugl Føniks.."

Det sker ikke. Partiets rolle på landsplan er udspillet, men det er partiets politik ikke. Alternativet har om nogen slået til lyd for en grøn dagsorden, som Mette Foged lokalt har gjort det i Syddjurs med bæredygtighedskoordinator, bæredygtighedsudvalg og jeg skal komme efter dig.

Paradoksalt, at Alternativets dagsorden hitter som nummer et blandt vælgerne, og så ødelægger personlige fjendskaber det hele.

Det er til at forstå, at Mette Foged anslår en optimistisk tone, for Alternativet står pænt stærkt i Syddjurs og nåede på rekordtid forud for Kommunalvalget i 2017 at markere sig afgørende, så mandat nummer to var inden for rækkevidde.

Organisationen i Syddjurs virker også velkørende og måske kan det bruges til at få dannet en grøn borgerliste frem mod næste Kommunalvalg om halvandet år, for til den tid eksisterer Alternativet ikke længere.

Måske i en ny sammenhæng og under et nyt navn. Partistifter Uffe Elbæk ved om nogen, hvordan man genrejser et væltet træ. Det er det, at han er bedst til. Derimod er han mildest talt elendig til drift.

Måske skal Mette Foged alligevel overveje sin politiske fremtid? Hendes politiske talent bliver der brug for i fremtidens Syddjurs. Det må ikke gå til spilde.

Vælter Alternativet også i Syddjurs?

Publiceret 11 March 2020 19:00