Strandbakkehuset forventes at åbne i december 2020. Arkivfoto

Strandbakkehuset forventes at åbne i december 2020. Arkivfoto

Hospice: Halv mio. fra Det Obelske Familiefond

Det Obelske Familiefond har bevilget 500.000 kroner til indretning af aktivitetsrum, legeområde og et rum, med navnet 'Pusterummet'

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Først lidt forhistorie - Det Obelske Familiefond fokuserer på kunst og mental sundhed. Derudover ligger Nordjylland fonden særligt på sinde. Det skyldes historien, der startede i Ålborg, da handelsbetjent Christen Winther (1754-1798) i 1787 på vegne af et interessantskab fik kongeligt privilegium på at anlægge ”en fuldkommen og complet tobaksfabrik i Aalborg”.

I dag er C.W. Obel A/S udelukkende et investeringsselskab med en mangeårig historik inden for investering og ejerskab i dansk erhvervsliv.

Det Obelske Familiefond blev etableret i 1956 og har tre formål: at sikre god ledelse af og de bedst mulige rammer for virksomheden C.W. Obel A/S, at støtte Obel-familien og at støtte almennyttige formål.

Fonden har netop reageret positivt på en ansøgning om støtte fra Hospice Djursland i form af en donation på 500.000 kroner til Strandbakkehuset børne- og ungehospice.

Den halve million skal være med til at sikre rammerne for adspredelse, både til de syge børn og unge og til 'deres voksne', når Danmarks første nybyggede børne- og ungehospice åbner til december.

'Pusterummet'

Pengene er øremærket indretning af aktivitetsrum, legeområde og et rum, med navnet 'Pusterummet'.

'Vi havde lige fra starten regnet med at skulle bygge et aktivitetsrum indenfor og et legeområde udenfor til de syge børn og unge, deres søskende og kammerater. I de indledende brugerworkshops, blev vi hurtigt klar over, at huset i høj grad også skal rumme de voksne, hvis mentale sundhed konstant er udfordret af deres sårbare livssituation," forklarer Hospiceleder Dorit Simonsen.

"Derfor prioriterer vi i Strandbakkehuset at etablere 'Pusterummet', som bliver et 'børnefrit' rum; et samtalerum, et tankerum, et pusterum. Pusterummet bliver kort sagt et sted, hvor de voksne kan få et frirum. Vi er overordentligt taknemmelige for, at Det Obelske Familiefond med deres generøse donation bidrager til at gøre det muligt at opfylde vores drømme for Strandbakkehuset."

Omsorg

Strandbakkehuset er det første nybyggede børne- og ungehospice i Danmark. Formålet er at udligne den geografiske ulighed, der lige nu er med blot fire hospicepladser i Østdanmark.

Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år med livsbegrænsende og livstruende sygdom med komplekse symptomer, der kræver en specialiseret palliativ (palliativ betyder lindrende, red.) indsats enten i løbet af sygdomsforløbet eller i den afsluttende fase.

Tilbuddet vil være målrettet barnet/den unge med sygdom og hele familien og deres samlede behov i forbindelse med enten et symptomlindrende ophold, et aflastende ophold eller et ophold til livets afslutning.

Byggeriet er godt i gang, og Strandbakkehuset forventer at kunne tage imod de første fire familier, når huset står færdigt til december 2020.

Publiceret 14 March 2020 21:30