"Det er ubalancerne på driftsbudgetterne, der er hovedproblemet for Syddjurs økonomien," siger Venstres gruppeformand Claus Wistoft. Arkivfoto

Wistoft: "Vi skal langt dybere ned i vores driftsbudgetter"

Venstres gruppeformand møder frem til mandagens ekstraordinære møde i Økonomiudvalget med en klar dagsorden

Af
Lars Norman Thomsen

Et træk på kommunekassen i 2018 på 84 mio. kroner og et forventet kassetræk i 2019 på mindst 134 mio. kroner er de skinbarlige facts, som Økonomiudvalget mandag eftermiddag skal forholde sig til.

Man skal ikke være professor i økonomi for at vurdere, at sådan kan det ikke fortsætte, hvis ikke bunden skal slåes ud af kassen.

Årsagerne til de store kassetræk er nogenlunde ligelig delt imellem et overforbrug på driften og hurtigere afviklede anlæg end forventet.

Tidligere borgmester Claus Wistoft (V) vil på dagens møde med kollegerne i Økonomiudvalget påpege igen-igen, at det er på driftsbudgetterne, at hovedproblemet for Syddjurs økonomien skal findes.

"Økonomien har et grundlæggende problem på driftsområdet, hvilket nogen af os har påpeget siden november 2018, for døve øren," siger Claus Wistoft.

Det er alvorligt, at der ikke styr på driftsudgifterne, fordi det er udgifter, der vil komme hvert eneste år. Derfor er der rigtig meget brug for at få mere styring på driften, har Claus Wistoft påpeget tidligt og sent ved alle møder i byrådssalen, hvor økonomien har været temaet.

Det var i november 2018, at et smalt politisk flertal med Socialdemokratiet i spidsen valgte at give store tillægsbevillinger for at komme ubalancen i 2018 til livs.

Men virkningen af sådan noget er den samme, som hvis du tisser i bukserne for at holde varmen, hvis man spørger den tidligere borgmester. Det udsætter bare problemerne, og derfor er Syddjurs Kommune endt i en træls suppedas.

Han mener ikke, at det oplæg, der præsenteres for Økonomiudvalget til dagens møde, langtfra rækker, hvis man vil ded grundlæggende økonomiske problemer til livs.

"Man kan ikke fixe en varig drifts-ubalance med udskydelse af engangsudgifter (læs anlæg, red.). Selvfølgelig kan det udskyde en akut likviditetsklemme, men på sigt er mindre anlæg det samme som at afblæse væksten i Syddjurs Kommune," siger Claus Wistoft.

"Vi skal langt dybere ned i driftsbudgetterne, og det er det, vi drøfter i dag, og i den kommende tid," lyder hans forventning.

Venstre og Wistoft stemte for Budget 2020 og fik i budgetnoterne indføjet en passus om, at der ikke kan gives tillægsbevillinger i 2020 med mindre, at samtlige forligspartier (alle minus Enhedslisten, red.) er enige om det.

Publiceret 16 March 2020 11:30