Borgmester Ole Bollesen (S) kan konstatere, at robustheden i Budget 2020 ikke holdt længe. Nu skal budgettet allerede kigges nærmere efter i sømmene. Arkivfoto

Borgmester Ole Bollesen (S) kan konstatere, at robustheden i Budget 2020 ikke holdt længe. Nu skal budgettet allerede kigges nærmere efter i sømmene. Arkivfoto

Budget 2020: Politikerne skal til forhandlingsbordet igen

Det er ikke overraskende, at Økonomiudvalget på onsdagens møde besluttede - allerede - at genåbne dette års kommunale budget

Af
Lars Norman Thomsen

Ultimo oktober 2019 blev 26 ud af byrådets 27 medlemmer enige om konditionerne for Budget 2020.

Kun Enhedslistens Jesper Yde Knudsen ville ikke lege med.

Da signaturerne var sat på budgetaftalen, blev der skålet, og borgmester Ole Bollesen og flere andre politikere talte varmt om, at der nu lå et robust budget for 2020.

Onsdag 18. marts måtte Økonomiudvalget, hvor de virkelige politiske elefanter har plads med borgmesteren for bordenden og rutinerede kræfter som de tidligere borgmestre, Kirstine Bille (SF) og Claus Wisttoft på siderne sekunderet af Tommy Bøgehøj (C) og Jan Kjær Madsen (B) plus ungersvendene Michael Stegger Jensen (S) og Christoffer Pedersen (V), konstatere, at robustheden allerede er gået fløjten.

Som Lokalavisen har fortalt i flere omgange har den seneste regnskabsstatus for 2019 vist et større kassetræk end forventet - totalt på 134 mio. kroner, hvis det går godt. I tilgift viser friske beregninger fra embedsværket, at der kan forventes yderligere budgetoverskridelser i 2020 på 43 - 47 mio. kroner, hvis der ikke politisk gøres noget nu for at stoppe blødningen.

Kassen i knibe

Prognosen for kommunens kassebeholdning ved udgangen af 2020 er på 50 mio. kroner, og det er tilmed under den klare forudsætning, at Budget 2020 overholdes til punkt og prikke.

Det kritisk lave kassebeholdning vil lynhurtigt kunne bringe Syddjurs Kommune i konflikt med kassekreditreglen, og trods coronavirussen vil det betyde en opringning fra Indenrigsministeriet, hvis ikke der ændres på det noget trøstesløse billede.

Kassekreditreglen fastlægger, at kommuners gennemsnitlige likviditet, målt over de sidste 12 måneder, til stadighed skal være positiv. Éntydige anbefalinger til en robust kassebeholdning findes ikke, men svinger mellem 100-200 mio. kr. for en kommune som Syddjurs.

Målet i Syddjurs er, at der til enhver tid er en samlet likviditet opgjort efter kassekreditregelen på 7 pct. af bruttoindtægterne eller aktuelt 200 mio. kr. svarende til ca. 4.700 kroner pr. indbygger. Det står at læse i spillereglerne for kommunens økonomiske politik.

På Økonomiudvalgsmødet blev det derfor helt efter bogen besluttet at genåbne Budget 2020, således at forligskredsen bag budgettet kan finde frem et endnu mere robust budget. Der er indkaldt til forhandlinger i forligskredsen onsdag 25. marts 2020 forud for byrådsmødet klokken 16.

13-13

Borgmester Ole Bollesen har en positiv forventning til, at forligskredsen vil trække på samme hammel og tage fat om nældens rod, fortæller han efter onsdagens møde.

Bemærk lige, at blå hold har flertal i Økonomiudvalget. Det fik en taktisk stærk Claus Wistoft forhandlet på plads på valgnatten, da det stod klart, at han ikke skulle fortsætte som borgmester.

Det giver den blå side indlysende fordele at sidde på magten i kommunens mest magtfulde udvalg og svækker borgmesterens handlefrihed.

I dette magtspil, der traditionelt foregår i Økonomiudvalget med begavede magtspillere på begge sider af borgmesteren, skal samme Bollesen og kommunens øverste ledelse finde mandat til det daglige ledelsesmæssige rum.

Når forhandlingerne genoptages i næste uge står der 13-13 mellem blå og rød hold, fordi Jesper Yde Knudsen ikke er en del af forligskredsen.

Venstre, Konservative og Radikale Venstre vil møde frem med en klar indstilling, der hedder 'gravere dybere i budgettet' - læs finde besparelser og effektiviseringer - og mindre at pille ved planlagte anlægsprojekter. Med dybere menes ikke kun et spadestik, men noget, der stikker endnu dybere.

SF, Alternativet og Socialdemokratiet er tvunget til at være med et stykke ad denne vej, men vil også plædere stærkt for at udskyde forskellige anlægsprojekter for på denne måde at sikre kassebeholdningen.

DF - den ukendte faktor

Dansk Folkeparti kan levere både en dreng og pige til forhandlingsbordet. Partiets gruppeformand Michael Mikkelsen har krævet i et nyligt debatindlæg, "at der igangsættes en uvildig ekstern undersøgelse af kommunens økonomi, således at vi får kompetente eksperter til at rådgive os i den aktuelle situation."

Ligeledes, at der "igangsættes en uvildig ekstern undersøgelse af, hvor ansvaret kan placeres, altså ansvaret for det økonomiske svigt som kommunens borgere er vidne til."

Det kan kun læses som om, at gruppeformanden placerer ansvaret - eller en stor del af det - hos direktionen, og ikke hos politikerne.

"Dansk Folkeparti deltager naturligvis gerne konstruktivt i arbejdet med, at bringe kommunens økonomi tilbage på fode igen, vi har bare en forventning om, at vi kan regne med de tal, vi får fremlagt holder, og at vi ikke igen starter med at spare på de svage, handicappede og ældre medborgere," lød det i det pågældende indlæg fra Michael Mikkelsen.

Dansk Folkeparti får imidlertid ikke held til at bide hovedet af direktionen. Det løb er kørt og afregnet partierne imellem.Et stort politisk flertal er udadtil enige om, at ansvaret for den økonomiske misere er politikernes.

Publiceret 18 March 2020 17:55