Borgmester Ole Bollesen (S) kommer til at sidde muttersalene i byrådssalen på onsdag sekunderet af et par embedsmæd i behørig afstand til borgmesteren. Foto: Lars Norman Thomsen

Borgmester Ole Bollesen (S) kommer til at sidde muttersalene i byrådssalen på onsdag sekunderet af et par embedsmæd i behørig afstand til borgmesteren. Foto: Lars Norman Thomsen

Coronavirus: Byrådsmøde bliver digitalt

I lighed med andre kommuner tvinges politikerne i Syddjurs til at holde byrådsmøde uden at være i det samme lokale

Af
Lars Norman Thomsen

Der arbejdes på højtryk i Syddjurs Kommunes IT-afdeling på at blive klar til, at byrådsmødet onsdag 25. marts kan afvikles digitalt.

Det vil sige, at de 27 byrådsmedlemmer ikke sidder i byrådssalen, men vi deres PC på hjemmekontoret er koblet på en fælles platform, hvor de kan snakke sammen - helst ikke i munden på hinanden.

Rent praktisk sker det ved, at hver politiker downloader en app på deres telefon eller iPad.

Under mødet kan de 27 løbende skrive i chatten, når de ønsker at få ordet.

"Vi arbejder i øjeblikket på at få det hele til at spille teknisk, så alle 27 politikere føler sig på sikker grund. De får alle en drejebog for afviklingen af det digitale byrådsmøde," fortæller Kommunikationschef Ole Bjarke Nielsen, Syddjurs Kommune.

Der er regler for mødeformen for byrådsmøder, og derfor skulle samtlige 27 i byrådet inden klokken 12 torsdag acceptere, at der denne gang blev lavet radikalt - ikke partipolitisk - om på måden at mødes på.

Ikke direkte transmission

Borgerne kan ikke følge byrådsmødet direkte, men kort efter byrådsmødets afslutning vil Kommunikationschefen sørge for, at der ligger en lydfil klar til brug kommunens hjemmeside og Facebook-side.

Ved byrådsmødet i februar fucked transmissionen totalt op, så politikerne lignede figurer fra Pantomimeteatret i Tivoli på skærmen. Lyden kunne siden ikke genoplives, så reelt er der ikke dokumentation for hvad, der blev sagt på februar-mødet.

Det skulle helst ikke ske igen, lover Ole Bjarke Nielsen.

Inden byrådsmødet onsdag mødes borgmester Ole Bollesen (S) med gruppeformændene i et af de store mødelokaler på rådhuset i Ebeltoft. Her genåbner forligspartierne bag Budget 2020 formelt indeværende års budget for at stoppe den blødning, som et større kassetræk i 2019 end forventet og yderligere afvigelser i 1. kvartal 2020, har medført.

Det foregår face-to-face, men med stor afstand til hinanden. Dog ikke længere end det skulle være muligt at høre, hvad hinanden siger.

Publiceret 19 March 2020 17:30