Pressefoto

Pressefoto

Wonderkids:

Socialdemokratiet satser på de unge

Niels Gyldenlund Mikkelsen bliver hærfører for Socialdemokratiet i Syddjurs til regionsrådsvalget i november 2021

Af
Lars Norman Thomsen

REGIONSRÅDSVALG Socialdemokratiet i Syddjurs fortsætter generationsskiftet. Michael Stegger Jensen, 38, bliver partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021, og nu er det en kendsgerning, at Niels Gyldenlund Mikkelsen, 33, bliver ham, der skal forsøge at blive den første Syddjurs politiker, der får plads i Regionsrådet.

"Fra Fællesledelsen i Socialdemokratiet i Syddjurs er vi meget glade for, at Niels har sagt ja til opgaven. På samme måde som med indstillingen af Michael Stegger Jensen som partiets borgmesterkandidat tidligere i år, har vi også med vores kandidat til regionsrådsvalget vist, at det er muligt at ’satse ungt’ - også på et område, som måske tidligere har været præget af politiske veteraner," siger Søren K. Lauridsen, formand for Fællesledelsen i en kommentar til valget af unge Niels Gyldenlund Mikkelsen, født og opvokset i Ugebølle og Rønde.

Det videre forløb er nu, at placeringen på den socialdemokratiske liste til Regionsrådet skal endeligt afgøres ved en afstemning på Djurskredsens generalforsamling 27. april i Rønde. Socialdemokratiet i Norddjurs har spillet nuværende kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Else Søjmark, ud som deres kort.

Gymnasielærer in spe

Unge Niels Gyldenlund Mikkelsen, Rønde, opnåede valg til Syddjurs Byråd ved valget i 2017, hvor han via bl.a. en aktiv dør-til-dør-kampagne på gadeplan samlede 302 personlige stemmer.

For nuværende fylder både lokalpolitik og studier i hverdagen. Han er således ved at færdiggøre studier i historie og samfundsfag ved AUC med et fromt håb om at blive gymnasielærer til næste sommer.

"Jeg har som politisk og fagligt aktiv siddet i en række bestyrelser og udvalg og startet DSU-afdelinger op i både Grenaa og Rønde. Jeg har været ansat i DSU og fagbevægelsen og været i forreste række ved samtlige valgkampe siden Europa-Parlamentsvalget i 2009. Jeg sidder i dag i Syddjurs Byråd og Udvalget for erhverv og beskæftigelse, der passede mig særligt godt, da jeg fra 2016 til 2019 arbejdede som svejser på Perstrup Beton," lyder hans egen korte præsentation af sit foreløbige politiske virke.

"Jeg har altid haft en stor lidenskab for politik og organisering – særligt, når det kom til at hjælpe dem, der for en stund har brug for andres hjælp. Det gælder for alvor i sundhedsvæsenet, hvor det er vigtigt for mig, at vi beholder den frie og lige adgang til behandling af højeste kvalitet; uanset patientens pengepung. Få ting kan gøre en familie utryg, som når én af de nærmeste bliver alvorlig syg. Det oplevede jeg selv på egen hånd sidste år. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være i et land, hvor man ikke bare skal bekymre sig om behandlingen men også regningen."

Mere i ham

Niels Gyldenlund Mikkelsen startede i Syddjurs Byråd med at oplade sin røst på sit allerførste byrådsmøde. Det medførte en verbal ørefigen fra tidligere borgmester Claus Wistoft (V) af den slags, der kan gøre unge politikere tavse i en rum tid.

Måske påvirkede det også 'Unge Niels' mere end godt var. Han har endnu ikke sprudlet i byrådssalen, selv om han klart har formatet og hovedet til at gøre det i endnu højere grad. Med opstillingen til Regionsrådet fraskriver han sig imidlertid muligheden for at genopstille til byrådet. Socialdemokratiet tillader ikke dobbeltmandater, men mon han ikke er tilbage i 2025?

Publiceret 19 March 2020 08:00