Direktør Christina Fisker Kristensen samler forretningen på en matrikel i stedet for tre, når hun og medarbejderne til april rykker ind i anlægsgartner Jesper Schmidts tidligere mangeårige domicil på Skrejrupvej 29 i Rønde

Direktør Christina Fisker Kristensen samler forretningen på en matrikel i stedet for tre, når hun og medarbejderne til april rykker ind i anlægsgartner Jesper Schmidts tidligere mangeårige domicil på Skrejrupvej 29 i Rønde

Dansk Hus & Have Service ApS flytter til Rønde

Dansk Hus & Have Service, der siden 2017 har haft base i henholdsvis Ryomgård og Kolind, samler aktiviteterne og flytter 3. april til større omgivelser på Skrejrupvej 29 i Rønde

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Muligheden for at samle tingene på en matrikel og udvide forretningsaktiviteterne har været afgørende for, at Dansk Hus & Have Service ApS lukker ned for kontoret i Kolind, ved siden af Kafé Kolind, og lagerhallen i Ryomgård og flytter til Rønde, fortæller direktør Christina Fisker Kristensen.

"Som landsdækkende virksomhed har vi hidtil haft mest fokus på vores online tilstedeværelse, men de nye faciliteter giver os bedre mulighed for at servicere vores lokale kunder, ligesom det bliver muligt at vise vores udvalg af kvalitetsmaterialer inden for hegn, fliser og beplantning."

Dansk Hus & Have Service ApS har købt anlægsgartner Jesper Schmidts tidligere mangeårige domicil på Skrejrupvej 29, der ligger på en skøn bakketop med udsigt ud over Kalø Vig.

"Vores hus i Ryomgård har vi sat til salg, så familien rykker også ind på Skrejrupvej. Man kan sige, at vores hidtil tre adresser bliver til en," siger Christina Fisker Kristensen.

Anlægsgartnerfirmaet Jesper Schmidt ApS rykkede allerede sidste år ind i et nyt domicil på Rågholmvej 1 i Følle, der tidligere husede United Foam.

Unik strategi

Founderen Christina Fisker Kristensen startede i 2016 Dansk Hus & Have Service ud fra en helt særlig forretningsfilosofi.

På Dansk Hus & Have Service’ hjemmeside skulle hus- og haveejere selv kunne beregne pris, booke og betale en lang række håndværksmæssige ydelser online, ligesom de kan få tilbud på større opgaver.

Et eksempel: At bestille en hækklipning online sparer haveejeren for den bøvlede proces med at koordinere besøg fra flere gartnere, sammenligne tilbud og så videre.

Også Dansk Hus & Have Service sparer tid. For de skal ikke ud til potentielle kunder og give tilbud på mindre opgaver. De modtager nu en given opgave online og kan straks gå i gang med udførelsen.

Siden starten har det taget fart. Grundfilosofien er fortsat den sammen, men kunderne mange flere.

Ny kundegrundlag

Den 3. april åbner virksomheden op i de nye omgivelser, hvor både administration, showroom, udendørsfaciliteter og lager er samlet.

Tillige tilbyder Dansk Hus & Have Service nye ydelser.

"Der vil nu være mulighed for at komme forbi med egen trailer og købe alle former for granitskærver, småsten, sand, jord, grus, flis og så videre til gode priser," fortæller Christina Fisker Kristensen.

"Vi kan nu også levere en lang række totalløsninger inden for håndværk, ejendomsservice og pleje af haver og fællesarealer. Alt fra anlægsopgaver med belægning og beplantning, til vedligehold med græsslåning, hækklipning, beskæring, diverse tømreropgaver, samt flise- og facaderens, erhvervsrengøring og meget mere. Derfor håber vi naturligvis, at vi kan blive en god og attraktiv samarbejdspartner for både vores nuværende private kunder, men også lokale virksomheder, boligforeninger og offentlige instanser."

Flytningen til Skrejrupvej 29 betyder, at Dansk Hus & Have Service får brug for flere medarbejdere

Flytningen til Skrejrupvej 29 betyder, at Dansk Hus & Have Service får brug for flere medarbejdere

Den fysiske flytning betyder behov for flere medarbejdere. Lige nu beskæftiger virksomheden fire medarbejdere på kontoret og fire ude i marken, men der bliver behov for flere inden længe, lyder vurderingen fra direktøren.

"Det drejer sig både om medarbejdere til administrationen, her søger vi både en kontorelev og en sælger, men i særdeleshed søger vi dygtige anlægsfolk og tømrere," siger Christina Fisker Kristensen, der har kunnet mærke Corona-krisen 3-4 dage i sidste uge, men nu igen oplever, at folk vil ud i deres haver.

"Vi overholder naturligvis de regler, som myndighederne beder os om. Sidder langt fra hinanden på kontoret og vores leverandører ude i marken, hvoraf flere er i karantæne og derfor ikke aktive, er også meget påpasselige."

Dansk Hus & Have Service samarbejder med i omegnen af 400 eksterne leverandører, heraf 30-50 kontinuerligt.

"Vi har brugt det seneste år på at få optimeret vores styringssystemer. Vi er for eksempel gået over til CRM (Customer Relationship Management som kan oversættes til kunderelationsstyring, red.), så vi har fuldkommen overblik over vores mange projekter i hele landet. Vi er for længst vokset fra at kunne styre aktiviteterne via et stykke papir eller ved at have overblikket i vores hoveder," lyder det smilende fra Christina Fisker Kristensen.

Publiceret 24 March 2020 08:22