Jan Petersen er blevet opfordret til at fortsætte som Socialdemokratiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021 - og har sagt tak for tilliden.

Jan Petersen er blevet opfordret til at fortsætte som Socialdemokratiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021 - og har sagt tak for tilliden. Pressebillede

Breaking: Jan Petersen er også borgmesterkandidat i 2021

Norddjurs Kommunes socialdemokratiske borgmester genopstiller trods masser af modvind og hård kritik for økonomisk krise

Af
Søren Andersen

NORDDJURS Kritikken har været massiv og ordene hårde mod den socialdemokratiske borgmester i Norddjurs, Jan Petersen, siden der i 2019 viste sig et gigantisk hul i kommunens økonomi.

Et hul, som man fik stoppet med en skatteforhøjelse af de helt store og en skatteprocent tæt på den højeste i landet, samt massive besparelser og nedskæringer, som borgerne stadig mærker konsekvenserne af. Og som også ses i form af skolelukninger, dårlige veje og normeringer under landsgennemsnittet på plejeområde og institutioner.

En del er der rettet op på siden, men man skal ikke være på sociale medier i mange minutter for at se Jan Petersen stadig få skyld for et eller andet, som en eller flere er utilfredse med.

Tak for tilliden

Så rundt omkring i krogene er der blevet spekuleret i, om Socialdemokratiet også i 2021 ville have modet til at stille Jan Petersen op som borgmesterkandidat - og ja, det har partiet. Og Jan Petersen har besluttet sig for at sige tak for tilliden.

"De to partiforeninger i Norddjurs har på deres generalforsamlinger opfordret mig til at genopstille - og så gør jeg det. Jeg har sagt åbenlyst, at mit mandat er til rådighed, og jeg ikke har et insisterende krav og gør, hvad partiet finder bedst. Og jeg har ikke haft nogen kampattituder i den forbindelse, men der har ikke været nogen, som har rystet på hånden - og opfordringen til mig var at fortsætte," siger Jan Petersen.

Proceduren i Socialdemokratiet i Norddjurs er, at borgmesterkandidaten indstilles til fællesledelsens generalforsamling - og den godkendelse mangler, inden det endelig er fastslået, at Jan Petersen også på stemmesedlen til det næste kommunalvalg står øverst. Men mon ikke det er en formalitet?

Læs i næste uges avis et stort interview om, hvilke overvejelser, Jan Petersen har gjort sig om, hvorvidt han skulle genopstille eller ej.

Publiceret 25 March 2020 15:12