Indehaver Rikke Storm Overgaard og hendes mand Morten Storm Overgaard tænker kreativt for at holde forretningen levende. Foto: Restaurant Moment

Indehaver Rikke Storm Overgaard og hendes mand Morten Storm Overgaard tænker kreativt for at holde forretningen levende. Foto: Restaurant Moment Photo: Søren Gammelmark @gammel

Restaurant Moment: Vild succes med Take Away

Den seneste uge har Restaurant Moment tilbudt Take Away til kunderne, mens restauranten er lukket. Det er et særdeles populært tiltag

Af
Katharina Andersen

Feldballe Det startede som et initiativ skabt lidt i panik for at minimere et tab, men idéen om at tilbyde Take Away til kunderne, mens Restaurant Moment holder lukket som følge af coronakrisen, har været en stor succes.

"Vi druknede faktisk lidt i henvendelser og har solgt ca. 100 kuverter flere dage i træk. Det er meget mere, end vi havde regnet med, og det skaber virkelig optimisme omkring, at vi nok skal klare det her," siger indehaver Rikke Storm Overgaard og hendes mand Morten Storm Overgaard.

Ikke vores DNA

Selvom folk valfarter til Restaurant Moment for at hente Take Away - nogle endda helt fra Silkeborg - så er tiltaget ikke noget, restauranten forventer at fortsætte med efter coronakrisen.

"Det ligger slet ikke i vores DNA. Når vi inviterer folk ind i restauranten, vil vi gerne understøtte en særlig sindsstemning, og vi vil gerne formidle naturen med ord og med gastronomi. Det er det, vi holder af, og som vi er dygtige til. Og hvis krisen varer ved længe, skal vi opfinde en måde at være os selv i alt det her," siger Morten Storm Overgaard.

De sætter dog meget pris på den interesse, som både lokale og folk længere fra har vist restauranten.

"Vi skal som alle andre selvfølgelig også fortsætte virksomheden, og selvom det ikke er en måde, vi normalt driver forretning på, så er det en rigtig god måde at holde restauranten levende på."

Godt nyt til interesserede

Restaurant Moment tilbyder dens første take på et Take Away-koncept ugen ud, men fra næste uge vil der ske ændringer, fortæller Rikke og Morten Storm Overgaard.

"I næste uge bliver det lidt vildere, uden at jeg endnu kan sige præcist, hvad det bliver. Jeg opfordrer interesserede til at holde øje på de sociale medier, hvor vi kommer til at præsentere det nye tiltag," siger de.

Publiceret 26 March 2020 09:00