Marian Thomsen, Østjyllands Politi

Marian Thomsen, Østjyllands Politi

Corona: Ingen svinkeærinder i Påsken, please!

Tre ugers disciplin med solid afstandsbedømmelse og arbejde hjemmefra må ikke blive sat over styr lyder en fælles appel fra politi og borgmester Ole Bollesen i forening

Af
Lars Norman Thomsen

Færre biler på vejene, færre passagerer i bus og tog, lukkede daginstitutioner, butikker, cafeer og restauranter.

Hverdagen i Syddjurs Kommune har ikke lignet sig selv de seneste tre uger, og der går nok også lidt tid, før alt vender helt tilbage til normalen.

Ole Bollesen

Ole Bollesen

”Jeg vil gerne rose borgere og medarbejdere for deres måde at håndtere krisen på. Det er min oplevelse, at langt de fleste efterlever myndighedernes budskaber. Vi oplever dog nogle udfordringer, for eksempel ved Kalø Slotsruin og ved andre af de populære udflugtsmål, hvor alt for mange samles. Der har vi brug for, at man finder andre mindre besøgte steder i naturen.” udtaler borgmester i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen i en pressemeddelelse, der udsendt af Østjyllands Politi.

Hold fast

Nu venter så Påsken, og her gælder det om at holde fast og ikke satse hele butikken ved at kaste tre ugers disciplineret borgerindsats på bålet.

”I den kommende påske ved vi, at der kommer mange gæster til kommunen. Det øger presset på vores udflugtsmål og i vores supermarkeder. Jeg vil opfordre alle til at være kreative og gå på opdagelse i Mols Bjerge eller langs vores kyster, i stedet for at besøge de mest populære steder som Kalø Slotsruin eller Trehøje. I supermarkederne er det en god ide at handle for flere dage ad gangen og besøge supermarkederne når der er mindre travlt. Vi glæder os til påske og alle er velkomne til Syddjurs Kommune, men pas godt på hinanden, på afstand,” udtaler Ole Bollesen.

Obs på Kalø Slotsruin

Østjyllands Politi har de seneste par uger i gennemsnit fået ca. 20 henvendelser om dagen fra borgere, der ønsker at gøre politiet opmærksom på uhensigtsmæssig adfærd i relation til de skærpede retningslinjer. De fleste henvendelser har drejet sig om større forsamlinger på flere end 10 personer.

Størstedelen af henvendelserne har dog ikke ført til nogen indgriben fra politiets side, enten fordi der ikke var så mange, som først angivet, eller fordi det blev skønnet at de tilstedeværende overholdt myndighedernes retningslinjer. Der har også være flere sager, hvor politiet har vejledt borgere og erhvervsdrivende om reglerne, hvorefter anvisningerne er blevet fulgt, fremgår det af pressemeddelelsen.

”Der har været få henvendelser fra Syddjurs, men dem vi har fået, har i høj grad handlet om, at der er for mange mennesker samlet ved Kalø Slotsruin. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi alle i den kommende tid, og særligt i påskedagene, husker på at stå sammen om at holde afstand og sprede os – i stedet for at sprede smitte," udtaler fungerende politidirektør i Østjyllands Politi, Marian Thomsen.

Publiceret 02 April 2020 16:30