Kommentar - Ugelbølle Friskole: "Total mangel på professionalisme"

Ugelbølle Friskole blev skabt på lige dele vilje og pionerånd for ti år siden, og derfor er ikke kønt at se på udefra, hvad der udspiller sig lige nu

Af
Lars Norman Thomsen

lokalredaktør:

KOMMENTAR Det er skammeligt at se på, hvad en dygtig og veldrevet Ugelbølle Friskole lige nu oplever. Det har hverken personalet eller eleverne fortjent.

Det er helt fair, at en friskolebestyrelse mener, at en leder måske er nået til vejs ende, ikke længere kan samle og motivere medarbejderne og generelt er udtjent efter ti år på skolen, og der skal nye kræfter til i ledelsen for at fastholde kadencen eller for, at skolen skal trækkes i en ny retning.

Men det er ikke kønt, som den siddende bestyrelse har tacklet opgaven med at skille sig af med skoleleder Michael Kjær.

Uprofessionelt på alle måder er den rigtige karakteristik.

Tænk, at repræsentanter for en bestyrelse møder op på skolen og beder en intetanende skoleleder om at tage hjem 24. februar 2020. Skolelederen er på vej til undervisning og får ikke lov til at fortælle sin klasse, at han er blevet bedt om at tage hjem af sine foresatte.

Ingen kan fortænke skolelederen i, at han ikke ved sine levende råd. Han skal blot tage hjem for at overveje bestyrelsens oplæg til en gensidig fratrædelse.

På samme tidspunkt informerede bestyrelsen medarbejdergruppen og de to andre i skolens ledelse om, at Michael Kjær ville være fraværende.

Michael Kjær blev afskediget torsdag 5. marts og med det samme fritstillet fra tjeneste. Det skete efter, at det viste sig umuligt at indgå en fratrædelsesaftale - med ni måneders løn - som bestyrelsen ellers havde lagt op til. Hvorfor skulle skolelederen dog sige ja til det efter den behandling? En måned før han kunne fejre sit tiårs jubilæum?

Bestyrelsen har altid understreget, at årsagen til Michael Kjærs afskedigelse ikke skyldes ledelsesmæssige handlinger, der er kriminelle eller på kant med juraen i øvrigt. Hvorfor skulle han så forlade skolen øjeblikkeligt?

Med henvisning til, at der er indgået en aftale om tavshedspligt parterne imellem, vil bestyrelsen ellers ikke fortælle mere om årsagerne til afskedigelsen.

På et møde i forældrekredsen, skolens aktionærer, 11. marts, dagen før Danmark lukkede ned, orienterede bestyrelsen om det skete.

Hvordan kunne bestyrelsen tro, at forældrekredsen blot ville tage denne orientering til efterretning? På en skole, der er veldrevet, økonomisk i god gænge og hvor både ledelse og medarbejdere roses stort i den senest årsrapport?

En ansvarlig bestyrelse havde naturligvis valgt en professionel tilgang: 1. Først at orientere skolelederen om, hvordan bestyrelsen så på hans fremtid og snakke om det fornuftige i, at der skulle tilføres ny ilt til ledelsesgangen inden for en overskuelig fremtid. 2. Dernæst orientere forældrekredsen om planerne og få 'aktionærerne' til at tage ejerskab.

Det havde været redeligt og ordentligt overfor alle parter.

I stedet er man ved at skille skolen ad i to dele, hvorfra det fyger med uværdige kommentarer både over og under bæltestedet.

Bestyrelsen har foranstaltet en elektronisk tillidsafstemning, som vi kender resultatet af i denne uge. Den skal virkelig være overbevisende i bestyrelsens favør, hvis samme bestyrelse ikke skal tage tyren ved hornene og gå af i samlet flok.

Det kan godt være, at tillidsafstemningen viser opbakning til bestyrelsen, men hvad så med de forældre, der ikke har skyggen af tro på, at bestyrelsen kan samle skolen igen?

Trækker de deres børn væk fra skolen i større antal, påvirker det økonomien negativt, og dermed også Friskolens fremtid. Hertil kommer værdien af det image-tab, som skolen lider og vil lide under i fremtiden. En pyrrhussejr for bestyrelsen, men mest alt for Ugelbølle Friskole, og det vil være synd.

Ugelbølle Friskole blev fornemt skabt på overbevisende offervilje og pionerånd med rod i landsbyen Ugelbølle, der siden har vokset sig stor med et elevgrundlag, som andre skoler skeler misundeligt til og beundrer.

Skolen, dens medarbejdere og børn, fortjener en gylden fremtid, og man må da håbe, at besindige kræfter er klar til at tage over, så den nuværende krisetilstand afløses af fremdrift, tillid og tro på fremtiden og ikke af yderligere ragnarok.

Publiceret 20 May 2020 19:00