Mikkel Christensen, 47, har på 22 år skabt en solid virksomhed med base i Kolind sammen med engagerede medarbejdere. Omsætningen af medarbejdere er meget lille - et signal om, at de kan lide deres arbejde og være i en virksomhed, der i 2020 efter planen skal omsætte for 50 mio. kroner. Foto: Lars Norman Thomsen

Mikkel Christensen, 47, har på 22 år skabt en solid virksomhed med base i Kolind sammen med engagerede medarbejdere. Omsætningen af medarbejdere er meget lille - et signal om, at de kan lide deres arbejde og være i en virksomhed, der i 2020 efter planen skal omsætte for 50 mio. kroner. Foto: Lars Norman Thomsen

MC TAG:

Det lønner sig at få en professionel bestyrelse

For to år siden fik Mikkel Christensen et godt råd: "Du skal få dig en professionel bestyrelse, der kan udfordre dig. Det er vejen til yderligere vækst og konsolidering af din virksomhed"

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND For to år siden styrkede tagvirksomheden MC TAG A/S i Kolind sin bestyrelse med et par medlemmer, der mødte ind med en pæn portion erfaring fra erhvervslivet.

Lars Dige Knudsen tog over som ny bestyrelsesformand. Uddannet registret revisor, men efter 10 år i den finansielle sektor blev Lars Dige Knudsen i 1996 ansat i lysproducenten Martin Professional, hvor han i en årrække fungerede som økonomidirektør med ansvar for finans, IT, jura og administration og senere som administrerende direktør.

Helle Sofie Kaspersen blev ny næstformand. Hun kom med et CV, hvor der stod opført ledelsesstillinger i store internationale virksomheder inden for FMCG (Fast Moving Consumer Goods) og bilindustrien og partnerskaber inden for management consulting. Endvidere 18 år med centrale ledelsesopgaver i LEGO koncernen. I rygsækken yderligere en cand.merc.-jur. (Aalborg Universitet), en Executive MBA (IMD, Schweiz) og en Master i Ledelses- og Organisationspsykologi (Aalborg Universitet).

To nye i en bestyrelse for en succesrig lokal virksomhed, der godt kunne have givet enhver virksomhedsejer - "med en tømreruddannelse og en ikke alt for imponerende afgangseksamen fra folkeskolen," som Mikkel Christensen, manden bag MC TAG A/S, udtrykker det uden indpakning - sved på panden.

MC TAG A/S er efterhånden blevet hyldet mange gange som Årets Tagmand ved den årlige seance i Cirkusbygningen i København. Foto: Lars Norman Thomsen

MC TAG A/S er efterhånden blevet hyldet mange gange som Årets Tagmand ved den årlige seance i Cirkusbygningen i København. Foto: Lars Norman Thomsen

Men han og konen, Anja Christensen, som også er involveret i MC TAG A/S i administrationen og har plads i bestyrelsen, tog udfordringen op og satte sig til højbords med de to nye bestyrelsesmedlemmer.

De har ikke fortrudt, at de tog imod et godt råd fra en virksomhedsrådgiver.

"Efter 2 år med en professionel bestyrelse i MC TAG A/S kan vi tydeligt se den positive effekt, det har haft på mange områder," siger Mikkel Christensen.

50 medarbejdere

Mikkel Christensen kunne i 2018 fejre 20 års jubilæum med MC TAG A/S, men inden det kom så langt, havde han prøvet at kysse asfalten økonomisk med en traditionel tømrervirksomhed.

"Det tog tid at komme over den deroute, men jeg lærte det af det. Ikke mindst, at man skal være meget ydmyg og påpasselig hver dag og være klar over, at kunden er i centrum, hvis man vil drive selvstændig virksomhed," siger en tænksom Mikkel Christensen

Det lykkedes ham over en årrække ved at starte fra scratch med et gennemtænkt tag-koncept at bygge en virksomhed op, der i dag beskæftiger i omegnen af 50 medarbejdere som regerer i hele Østjylland plus lidt mere til.

De fleste kører hver dag ud fra deres hjemadresse og runder kun sjældent hovedbasen i Kolind.

"Undervejs har jeg haft alle kasketterne på og er selvlært blevet leder, salgschef, indkøbschef og mange andre ting, men sådan kunne det ikke fortsætte, og derfor erkendte vi nødvendigheden af at få friske øjne på foretagendet."

SWOT analyse

Den nye bestyrelse startede ud med at tage samtlige medarbejdere i ed i forhold til en strategiproces som startede med SWOT analyse for at afklare hvem vi er, styrker, svagheder og trusler der kan påvirke vores firma.

SWOT navnet kommer fra:

  • Strenghts & Weaknesses (styrke, svagheder) internt i virksomheden
  • Opportunities & Threats (muligheder, trusler) fra omverdenen, der påvirker virksomheden

"Over flere omgange havde vi alle medarbejdere inddraget i processen som til sidst udmundede i en 3 års strategiplan," fortæller Mikkel Christensen.

Missionen er: ”Det bedste tag over hovedet - overhovedet”

Visionen er: ”MC Tag vil være den foretrukne leverandør af tagløsninger i regionen, og vi vil være kendt for solidt håndværk og de mest tilfredse kunder”.

"Vi er stolte over allerede efter 2 års strategisk bestyrelsesarbejde, at kunne offentliggøre firmaets bedste resultat i 22 år. Det er fantastisk at se hvordan mange små justeringer kan have så betydelig indvirkning på årets resultater. Fokus på det vi er gode til, øget omsætning og flere tagtyper under egne rækker er bare nogle af de tiltag som gør at vi kommer i mål på fornem vis i 2019," fortæller en glad indehaver.

MC TAG A/S kom ud af 2019 med en omsætning på 42.5 mio. kroner. En solid overskudsgrad på 7 procent. Overskudsgrad er et finansielt nøgletal, der udtrykker en virksomheds indtjeningsevne og angiver, hvor meget af virksomhedens omsætning, som reelt bliver til overskud.

"Vi er en virksomhed man kan regne med og som står solidt, hvis der skulle opstå problemer i fremtiden. Målet for 2020 er en omsætning på 50 mio. kroner og en overskudsgrad på 8 procent," afslører Mikkel Christensen.

Corona-krisen

Corona-krisen har ikke smadret udsigterne for MC TAGs planer i 2020, selv om fremtiden ser lidt uforudsigelig ud, erkender Mikkel Christensen.

"Lige nu og her er corona-krisen ikke noget, der berører vores produktion, fordi vi hovedsageligt arbejder udenfor og ikke skal ind til vores kunder. Faktisk har efterspørgsel og salg efter coronavirus-udbruddet været noget højere end budgetteret sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år."

Mikkel Christensen vurderer, at regeringens suspendering af det såkaldte anlægsloft gør, at flere offentlige byggerier og renoveringsprojekter sættes i gang, og her er der et stort efterslæb på vedligeholdelse af tage på plejehjem, lokalcentre, haller og skoler.

FAKTA

Den overordnede målsætning i MC TAGs strategi:

  • Lønsom vækst
  • Styrket positionering som Østjyllands førende tagfirma
  • Større geografisk dækning
  • Fleksibelt, skalerbart set-up (Skalérbarheden kan egentlig meget kort defineres som hurtig vækst uden flaskehalse).
  • Favne flere tagtyper
  • Fastholde ”mester-kulturen”

Publiceret 21 May 2020 13:00