Jan Fischer bringer nu kommunens syv ældrecaféer og deres fremtid på den politiske dagsorden. Foto: Lars Norman Thomsen

Jan Fischer bringer nu kommunens syv ældrecaféer og deres fremtid på den politiske dagsorden. Foto: Lars Norman Thomsen

SÆ-udvalgsformand vil have ældrecaféerne på dagsordenen

Jan Fischer (S) har bedt om at få en status fra sit embedsværk på kommunens syv ældrecaféer

Af
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS På det kommende udvalgsmøde i Udvalget for Sundhed, Ældre og Social har den socialdemokratiske udvalgsformand Jan Fischer (S) bedt om en status på kommunens syv ældrecaféer.

"På grund af Corona-situationen er samtlige syv ældrecaféer lukket og medarbejderne sendt hjem. Jeg skal være den første til at erkende, at det er træls, men også at situationens alvor gør, at vi naturligvis er nødt til at holde lukket. Det er såkaldt rettidig omhu," siger Jan Fischer.

"Det er socialdemokratisk politik, at vores ældrecaféer skal fungere godt, når de åbner igen, og derfor vil det være yderst relevant, at vi får en snak med brugerne, når det er muligt," understreger Jan Fischer.

Der er lagt op til, at de syv ældrecaféer skal fortsætte på nye betingelser byggende på en større grad af frivillighed.

Kommunen har netop underskrevet en aftale sammen med medarbejderorganisationerne, der fastlægger rammerne for brugen af frivillige, hvori der står: ”den frivilliges indsats vil altid være en ekstra supplerende indsats”.

Usikkerhed

"Jeg ved fra flere henvendelser, at mange ældre efterhånden er utålmodige, fordi de naturligvis savner den sociale kontakt, som de faste brugere af ældrecaféerne levede højt på før Corona. Jeg fornemmer også, at flere er usikre på, hvordan fremtiden for vores ældrecaféer egentlig ser ud. Derfor tager jeg sagen op politisk," siger Jan Fischer.

Han vil lægge op til i udvalget, at der bliver taget kontakt til brugerråd, pensionistforeninger m.fl. for at få en dialog om ønsker og behov og diskuteret de fremtidige rammer, som de syv ældrecaféer skal hvile på.

Publiceret 30 May 2020 13:30