Ryomgård Realskole fra 1913 har fået 200.000 kroner fra NRGis Værdipulje til energioptimering. Arkivfoto

Ryomgård Realskole fra 1913 har fået 200.000 kroner fra NRGis Værdipulje til energioptimering. Arkivfoto

Værdipuljen: NRGi får sommeren til at vare vinteren over hos Ryomgård Realskole og FDF Kolind

NRGi sender næsten tre millioner kroner efter 25 projekter i selskabets forsyningsområde - 350.000 går til to lokale projekter i hjertet af Djursland

Af
Lars Norman Thomsen

MIDTDJURS NRGi a.m.b.a. med cirka 215.000 andelshavere langer igen millioner over disken fra selskabets Værdipulje.

I år vil midlerne gå ubeskåret til grønne projekter, iværksat af virksomheder, institutioner eller øvrige andelshavere, som på grund af krisen har fået vanskeligere ved at realisere projekterne. Midlerne fra puljen – knap 3 millioner kr. – går samlet set til 25 projekter, hvis primære fokus er grøn omstilling, energibesparelser og bæredygtig udvikling, fortæller NRGi i en pressemeddelelse.

To af de projekter, der kan se frem til at modtage støtte, er Ryomgård Realskole, der skal have energioptimeret skolens bygninger, og FDF i Kolind, som ligeledes vil bruge pengene på en stor energirenovering.

FDF har haft mangeårig base i en spejderhytte i Mesballe.

Ryomgård Realskole går på sommerferie med 200.000 kroner i boksen, FDF med 150.000 kroner.

NRGi har fået i alt 59 ansøgninger og altså udvalgt 25 små og store projekter, der spænder bredt.

Om uddelingen af puljemidlerne udtaler administrerende direktør i NRGi-koncernen Jacob Vittrup:

”Vi står ikke bare med én, men to presserende kriser vi som samfund skal håndtere – nemlig coronakrisen og klimakrisen. Det er en kæmpe opgave for borgere, foreninger, politikere og ikke mindst små- og mellemstore virksomheder, som står i en svær situation lige nu. Det her er et af vores bidrag til en vigtig dagsorden, som vi ikke må udskyde.”

NRGi blev stiftet i 1915 og er i dag en af Danmarks største energikoncerner.

NRGi beskæftiger ca. 1.400 medarbejdere og omsatte i 2019 for ca. 2 mia. kr.

FAKTA

Om Værdipuljen

  • Værdipuljen blev stiftet i 2016, hvor NRGis repræsentantskab - repræsentantskabet er selskabets højeste myndighed - besluttede, at der ud over en rabat til andelshaverne også skulle etableres en pulje, som løbende støtter den innovative udvikling af forsyningsområdet. Indtil videre har Værdipuljen uddelt 28 millioner kr. til 215 projekter i det Østjyske
  • På baggrund af corona-udbruddets samfundsmæssige konsekvenser vil puljemidlerne dette forår – i alt cirka tre millioner kr. - gå ubeskåret til grønne projekter, iværksat af virksomheder, institutioner eller øvrige andelshavere, som nu har fået vanskeligere ved at realisere projekterne som følge af krisen

Publiceret 24 June 2020 13:05