I sidste uge kunne Strandbakkehuset markere en milepæl i byggeriet af Vestdanmarks første børne- og ungehospice, da rejsegildekransen blev hævet.

I sidste uge kunne Strandbakkehuset markere en milepæl i byggeriet af Vestdanmarks første børne- og ungehospice, da rejsegildekransen blev hævet.

Strandbakkehuset krydser endnu en milepæl

Vestdanmarks første børne- og ungehospice har hævet rejsegildekransen som det synlige bevis på, at byggeriet kører på sporet

Af
Simon Carlson

Rønde Det var godt nok i corona-restriktionernes skygge, da Strandbakkehuset - det første børne- og ungehospice i Vestdanmark - i torsdags kunne hejse Dannebrog og rejsegildekransen, men det skete i høj solskin og varmt sommervejr. Således også meget symbolsk på udviklingen i byggeriet, som skider fuldstændig planmæssigt frem, så Strandbakkehuset kan tage imod de første børn, unge og familier til december.

De øjeblikkelige restriktioner begrænsede desværre antallet af gæster til rejsegildet, men alligevel skortede det ikke på interessen for at følge med i rejsegildet. Det fortæller projektleder Rikke Krogager.

"Vi ville jo rigtig gerne have inviteret offentligheden, men det kunne desværre ikke lade sig gøre lige nu. I stedet livestreamede vi på Facebook. Her fulgte rigtig mange med, og det viser faktisk meget om den store interesse for Strandbakkehuset, som vi møder," noterer Rikke Krogager.

En milepæl

For projektlederen er rejsegildet også et meget stærkt vidnesbyrd om, at Strandbakkehuset virkelig har fundet sit rette spor. Den indledende opstartsfase, hvor der igennem fonde og potentielle private donorer skulle samles penge sammen til at kunne igangsætte byggeriet, var en hård opgave, fortæller Rikke Krogager.

Der er i øjeblikket kun ét børne- og ungehospice i Danmark, og det er en statslig politisk beslutning, at der skal etableres flere rundt om i landet. Det har givet visse udfordringer i at gøre budskabet om Strandbakkehusets funktion tydelig over for mulige donorer.

"Det var virkelig svært at trænge igennem lydmuren i starten. Fondene er typisk ikke så begejstrede for at donere penge til mursten. De donerer helst til konkrete projekter, når bygningen er oppe at stå. På et tidspunkt måtte vi jo forklare, at huset skal op og stå, men de familier, der skal bruge det, kan jo ikke bo i et hus uden vægge og værelser. Så skete der noget, og da Ole Kirks Fond kom med syv millioner begyndte det at blive lettere. Derfor er rejsegildet også en ret stor milepæl for os," konstaterer Rikke Krogager.

Betænksomme

Flere af de lokale indsamlinger, der har været i gang, har på grund af coronasmitten været nødt til at holde pause. Det gælder blandt andet for indsamlingen, som de lokale Rotary-klubber har igangsat. De har indtil videre indsamlet 2,7 millioner af de 3 millioner, som er målet. Efter sommerferien går de forskellige indsamlingsaktiviteter efter planen i gang igen.

Corona-situationen har heldigvis ikke haft de store konsekvenser for byggeriet. Tidsplanen om åbning i december holder, og det skyldes ikke mindst det engagerede og respektfulde arbejde som entreprenøren CJ Group udfører, uddyber Rikke Krogager.

"Det er jo en meget speciel og følsom byggeplads at arbejde på, fordi det ligger i forbindelse med Hospice Djursland, hvor flaget så ofte er på halv. Vi skylder en kæmpe tak til håndværkerne, som med stor følsomhed og betænksomhed standser arbejdet, når en afdød synges ud fra hospice. Sammenlagt med den særlige situation med corona, er det imponerende, at vi har en projektchef på byggeriet, som tager sig af alle de hovedpiner, så det hele bare kører efter planen," lyder det fra Rikke Krogager.

Fakta

Strandbakkehuset

Strandbakkehuset bliver det første børne- og ungehospice i Vestdanmark. Det hidtil eneste af sin slags er Lukashuset i Hellerup.

Strandbakkehuset kan huse fire familier, som får plads i de hjemligt indrettede familielejligheder, der hver består af to rum. Et rum, hvor barnet/den unge har sin seng, og et rum, som er familiens dagligstue, hvor forældrene kan trække sig tilbage, når de har behov for søvn eller privatliv og overlade ansvaret for det syge barn til en sygeplejerske.

Strandbakkehuset er i øjeblikket ved at etablere sin medarbejderstab og søger således sygeplejersker, en fysioterapeut og en pædagog.

Publiceret 25 June 2020 08:44