Jens Bjørn Andersen starter som ny friskoleleder i Ugelbølle 1. august 2020. Foto: C. la Cours Skole

Jens Bjørn Andersen starter som ny friskoleleder i Ugelbølle 1. august 2020. Foto: C. la Cours Skole

Ugelbølle Friskole: Ny skoleleder hentet i Randers

Jesper Bjørn Andersen, 46, bliver ny skoleleder på Ugelbølle Friskole fra 1. august

Af
Lars Norman Thomsen

UGELBØLLE Det bliver 46-årige Jesper Bjørn Andersen, der skal fylde det tomrum ud, som opstod, da bestyrelsen på Ugelbølle Friskole i starten af marts valgte at fyre daværende skoleleder Michael Kjær kort tid før dennes tiårs jubilæum.

Jesper Bjørn Andersen kommer fra en stilling som pædagogisk viceskoleleder på privatskolen C. la Cours Skole i Randers.

Han tiltræder 1. august 2020.

Københavner

Jesper Bjørn Andersen er født på Amager og gik to år i skole i Dragør, før hans far sagde ja til en skolelederstilling på Rårup Skole i Jylland.

Her fik sønnike så lov til at tilbringe resten af sin skoletid, før han tog en sproglig studentereksamen fra Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Efter en længere rundtur til forskellige lande og destinationer i det sydlige Asien, da studenterhuen var kommet i hus, læste Jesper Bjørn Andersen til lærer på Aarhus Dag- og Aftenseminarium i årene 1995-99.

Han, der altid har arbejdet med teater og ligeledes været professionel klovn i en årrække, havde linjefag i musik, idræt og dansk.

Efterskole i Ladelund

Første stop som nyuddannet lærer var som vikar ved Frijsenborg Ungdomsskole i Hammel.

Jesper Bjørn Andersen og kone, der også er lærer, var i de følgende år med til at starte en ny grundtvigsk efterskole i Ladelund ved Vejen

Lederererfaring

Familien var fem år i Ladeund, før turen gik hjem til Aarhus og Vejlby Skoles 10. klassecenter i de næste otte år. I et halvt år var Jesper Bjørn Andersen konstitueret i stillingen som pædagogisk leder.

Senere stod den på tre år på Samsøgades Skole i Aarhus, før han tiltrådte som pædagogisk viceskoleleder på C. la Cours Skole.

Næste step bliver så Ugelbølle Friskole.

"I bestyrelsen ser vi meget frem til samarbejdet med vores nye skoleleder. Vi tror på, at han i fællesskab med vores dygtige ledere og medarbejdere kan skabe og fastholde en god skole med stort fokus på det gode børneliv, trivsel og læring," udtaler en samlet bestyrelse ved Ugelbølle Friskole i anledning af ansættelsen af den nye skoleleder.

Den nye skoleleder bor i Brabrand sammen med kone og tre børn.

Publiceret 26 June 2020 16:00